»I det her land bygger I huse til katte og hunde, men ingen vil hjælpe en stakkels ensom eskimodreng«, skrev den grønlandsk fødte Minik i et afskedsbrev til journalister i New York engang i 1910’erne.
På det tidspunkt havde Minik indset, at han var blevet svigtet og udnyttet af den amerikanske stedfar, han voksede op hos. Han kom til New York i 1897 sammen med de fem andre eskimoer, som den amerikanske polarforsker Robert E. Peary bragte til USA.
Fem døde
Et museum betalte forskeren for at sejle eskimoerne til New York. Pengene for menneskeflytningen skulle han bruge til at finansiere sin livsdrøm om at blive den første hvide mand på Nordpolen.
Både levende mennesker, kranier og skeletter var almindelige handelsvarer i forbindelse med finansiering af antropologiske forskningsprojekter. Robert E. Peary nåede Nordpolen. Men det blev en dyr ekspedition. På flere måder.
Af de seks eskimoer i New York døde de fem, fordi de ikke kunne tilpasse sig klimaet. Kun Minik overlevede. Han blev adopteret af en amerikaner, der mod drengens vilje og ønske solgte liget af hans far til forskning.
Arkivbilleder og brevvekslinger
I sin film ’The Prize of the Pole’ fortæller svenske Staffan Juléns om Minik og Robert E. Peary ved hjælp af flere stemmer. Pearys oldebarn Robert E. Peary II er det gennemgående, nulevende menneske. Han er født i Grønland, men blev ligesom mange andre grønlandske børn i 1960’erne sendt i skole i Danmark.
Indirekte handler ’The Prize of the Pole’ om hans splittede identitet og længsel efter at være hel. Mere direkte og identificerbart er oldebarnet den fortæller, der samler filmens puslespil af en historie ved at interviewe sine ældre, grønlandske familiemedlemmer, amerikanske museumsfolk og efterkommere af Miniks bekendte.
De manglende brikker fylder Staffan Juléns ud med arkivbilleder og brevvekslinger som for eksempel den skuffede og vrede Miniks brev til amerikanske journalister, inden han forlod USA.
Levende historie
At puslespillet samles for øjnene af tilskueren, giver filmen episk kraft. De identificerbare historier om Minik, den ambitiøse polarforsker og det undersøgende oldebarn bruger Staffan Juléns elegant til i virkeligheden også at skabe en film om videnskabens omkostninger og antropologiens barndom.
Dengang hvor forskere med de bedste intentioner troede på det hvide menneskes overlegenhed og betragtede det som deres ret at handle med mennesker. Det er cirka 100 år siden, det skete.
Det bemærkelsesværdige og særligt vedkommende ved ’The Prize of the Pole’ er ikke mindst, at man føler det, som om for 100 år siden var i går. Filmen vandt rimeligt nok en Amnesty Award ved festivalen cph:dox i november 2006. Uden at være en ekstraordinær filmisk oplevelse bliver historien levende. Især de ubehagelige dele af den.
