Virkeligheden overgår fantasien. Den slags pjat gider de ikke høre på i Hollywood. Her tror man fuldt og fast på, at fantasien rutinemæssigt overgår virkeligheden. Det er da også en tro, der er gode penge i. ’Da Vinci’-hysteriets enorme omfang taler sit tydelige sprog. Der er en længsel efter at se noget skrevet med usynligt blæk imellem linjerne i den anerkendte historieskrivning. Man kan tage det sociologisk alvorligt og mene, at et behov for dybere mening med tilværelsen kommer til udtryk i denne umættelige appetit på konspirationsteorier og metafysisk kildrende opkog.
Man kan også tage det lidt mindre alvorligt og pege på den åbenlyst nære forbindelse, der er imellem konspirationsteorien og det behov for at forvandle alting til underholdning, der præger alt lige fra sexlivet til vejrudsigten og udenrigspolitikken. Underholdningsindustriens invasion af stort som småt er måske vor epokes mest markante nye civilisationstræk. Derfor er man i disse år vidne til en strøm af stadig mere urimelige konstruktioner, der skal gøre det ud for spændingsfilm og gysere. De fleste af dem produceret i tiltro til, at der stort ikke er nogen grænse for hvilke kameler publikum vil være villige til at sluge i bytte for en sjat underholdning.
