Handlingen slæber sig af sted, holdt oppe af slappe jokes og frygteligt forudsigelige sammenstød. Rollerne er karikerede, spillet er overdrevet og infantilt. Kort sagt er der ikke meget at komme efter i denne romantiske sovepille, som dog byder på nogle smukke billeder fra Irland. Formålet for Pierce Brosnan, der selv har penge i filmen og er medproducer, synes da også at være at reklamere lidt for sin grønne hjemstavnsø. Hvorfra den skønne, rødhårede Julianne Moore, hans kvindelige modpart i filmen, såmænd også sagtens kunne stamme. Men i filmens univers er de begge succesrige skilsmisseadvokater i New York. Han er sjusket, charmerende og romantisk, hun er korrekt, målrettet og kynisk. De to modsætninger mødes selvfølgelig i retten, og så skal vi ellers tro på, at de falder for hinanden, ganske langsomt og pø om pø. Som følge af filmens let hysteriske tone og birollerne med eksempelvis det grusomt overdrevne par af en mandlig rockstjerne og en kvindelig superdesigner er det bare djævelsk svært. Mens Pierce Brosnan formentlig kan sin let lurvede charmetrold med den skarpe intelligens inde bag de krøllede klude i søvne, kniber det mere for Julianne Moore at spille komedie. Den kølige advokat, der konstant propfodrer sig med slik tilsyneladende uden at tage på, minder mest om en fornærmet skolepige, der skiftevis fniser, fjoller og snøfter rundt på kanten af overspil. Hun falder dog bedre ind i rollen hen mod filmens slutning, da romancen er erkendt. Heldigvis - og ikke just overraskende - har hun da også en mor, hun kan henvende sig til, når kærligheden eller mangelen på samme gør alt for ondt. Derfor byder filmen såmænd også på en karikatur på en præmatur kvinde, der ikke vil kaldes 'mor'. I hvert fald ikke offentligt. Tja, bum bum, selv advokater med speciale i skilsmisser har naturligvis følelser. Men behøver de at vise dem ved at te sig som fjantede teenagere? Thi kendes for ret - spring roligt denne film over.