Opskriften i den kinesiske film 'Da foråret kom til byen' er lige efter bogen: To, der lever sammen i et ulykkeligt ægteskab, får uventet besøg af en tredje. I Zhuangzhuang Tians film er den tredje en sympatisk ung mand ved navn Zhang. Alle kan lide Zhang. Rigtig gættet: ikke mindst den forsømte hustru. I en så stramt komponeret fortælling som 'Da foråret kom til byen' er der intet, der sker helt tilfældigt. Når Zhang (Bai Qing Xin) opsøger det store gamle hus, hvor Liyan (Jun Wu) bor sammen med sin hustru, den smukke, men kolde og utilnærmelige Yuwen (Jingfan Hu), er det slet ikke tilfældigt. Liyan og Zhang er ungdomsvenner, de har ikke set hinanden, siden Liyan blev gift. Det er heller ikke helt tilfældigt, at Zhang er blevet netop læge. For Liyan skranter og hoster. Måske er hans lidelse en afspejling af hans ægteskab, der har udviklet sig til et bofællesskab mellem to fremmede. Zhang undersøger sin ven og opmuntrer ham. Han er som det længe ventede forår, som en fred efter mange års krig. Men han bringer ikke kun varme og håb ind i Liyans liv. Også Liyans hustru, Yuwen, blomstrer op som væksterne i husets have. Men det har sine særlige grunde. For engang var hun Zhangs ungdomskæreste. Nærmest utroligt, at verden kan være så lille i verdens folkerigeste land. Men som sagt: Intet i dette univers sker uden grund. Filmens gennemæstetiserede billedside skyldes Mark Li Ping-bing, som har været fotograf på flere af de kinesiske film, der er kommet til Vesten. Han er vores garanti for, at tilfældigheden heller ikke her får en chance. I det fri er billederne som fine papirklip eller som et skyggespil, hvor mørke silhuetter stilles op mod den lysende himmel. Og heller ikke i Liyans hus bevæger personerne sig frit rundt. Snarere er de som fanget af husets mange rum - låst fast i de kunstfærdige interiørers æstetiske jerngreb. Man tænker på Carl Th. Dreyer. Således bliver alt indrammet og fikseret i et mønster. Selv lidenskaben er støbt inde i disse personer som insekter i rav. Man kan mærke deres følelser for hinanden, lege med dem, række ud mod dem, men ikke befri dem. De træder kun i karakter i få ekstreme øjeblikke, og så kun i en uheldig og deformeret skikkelse, f.eks. da Zhang en aften efter at have fået meget at drikke er ved at gå over stregen. Men han kommer aldrig helt over den usynlige streg. For ingen i dette lukkede univers vælger frit. Yuwen valgte heller ikke selv sin mand, Liyan. Det gjorde andre for hende. Og på samme måde er hun heller ikke herre over sin fremtid. Da Liyan føler, at hans liv og ægteskab er en misforståelse, vil han tage konsekvensen af det, men formår ved sin handling kun at sikre status quo. Filmen ender så roligt, som den begynder. Foråret i Zhangs skikkelse forlader byen lige så pludseligt, men også lige så naturligt, som det er kommet. Og de involverede går videre med deres liv, som de to ægtefæller, der er dømt til hinandens selskab i Strindbergs 'Dødedansen'. Blot har de i Tians film ikke forinden aflagt helvede et besøg, som hos Strindberg. Men de har, for en kort stund, oplevet forårets håbefulde komme i denne billedsmukke og indtrængende film. Opmuntrende er den ikke, denne lektion i tilværelsens og samlivets ubevægelighed. Et lille trekantsdrama har udspillet sig i filmens poetiske rum, nærmest et kammerdrama. Man forventer hele tiden, at noget må ske. Det er denne forventning, der forpligter én i forhold til historien og holder én fast. I et greb, der er så blidt og følsomt, at man slet ikke mærker, at det hele tiden har været et greb af jern.