Kan man forsvare en films skævheder med, at den drejer sig om et liv, der er kørt skævt – og filmen altså spejler det liv, der aldrig kan blive perfekt? Måske i nogle tilfælde, men ikke helt i dette, selv om man ville ønske det. For ’Sherrybaby’ er en uperfekt film om det uperfekte liv, koncentreret om én stor skuespilpræstation og med et stof, der ikke kan undgå at fange.
Eller måske rettere: stoffer. Sådan nogle har Sherry været misbruger af, men nu kommer hun clean ud af fængslet på prøve, opsat på at tage ansvar for sit eget liv og for sin 5-6-årige datter. Lille Alexis har boet hos sin morbror og hans kone, mens moren var buret inde – og de er barnløse og vil gerne beholde hende. Svigerinden afgjort lidt for gerne, og for sin egen skyld. Men på den anden side: Kan barnet klare skuffelsen, hvis moderen (igen) ikke står distancen?
Pædagogjob for et blowjob
Chancer får hun ikke for mange af, og hendes kamp foregår på to fronter. Med ny adresse i et trøstesløst udslusnings-’kollektiv’, daglig mødepligt hos sin parole officer, ugentlige AA-møder – og ellers mistro fra hele omverdenen. Inklusive de mænd, der ikke er uimodtagelige over for hendes dårlige vane, grundlagt allerede af hendes far, tyder et kort glimt på: at opnå fordele og opmærksomhed via sex. Og sådan får hun faktisk et pædagogjob for et blowjob.
Hendes AA-kontakt genkender hende også straks – fra den stripbule, han kom på, da hun dansede dér som 16-årig. Men han bliver trods alt en god støtte i hendes dobbelte kamp for samvær med sit barn – og mod andres mistro såvel som egen svaghed, først og fremmest selvfølgelig trangen til at tage toppen af presset på den velafprøvede måde, med et fix.
Usminket white trash
Danny Trejo giver AA-kæresten troværdig indiansk autoritet, Brad William Henke er den bror, der som en lus mellem to negle kun kan være loyal over for enten sin søster eller sin kone. Sidstnævnte spillet af Bridget Barkan med en overbevisende blanding af håndfast kontrollerende omsorg for barnet og glædesløst selvretfærdig mangel på charme.
Hele filmens figur- og miljøtegning af white trash og laget lige over, i kvarterer af alle hudfarver og typer af fejlernæring, er så velgørende usminket, som var det dokumentarisme – eller i det mindste europæisk socialrealisme.
Altdominerende Gyllenhaal
Usminket kan man også kalde Maggie Gyllenhaals sympatiske og martyriefri mix af slidt ynde og trodsig, men truet optimisme. Hun skåner ikke sig selv i denne præmiepræstation – men instruktøren og manusforfatteren Laurie Collyer sparer nu heller ikke på hende. Dermed bliver Gyllenhaals styrke filmens svaghed, for Sherrys skikkelse er faktisk så altdominerende i billedet, at balancen tipper.
Filmen afstår ganske vist fra både moraliseren og idyllisering. Men i enkelte scener – bl.a. mellem Gyllenhaal og datteren, spillet af Ryan Simpkins – kikser dialogen over i det teatralske. Og navnlig bliver baggrunde, bipersoner og sidehandlinger – forholdet til kæresten, broren, faren osv. – ikke til mere end antydninger og skitser.
Men på den anden side, altså: At Sherry skygger for alt det øvrige, spejler i og for sig hendes eget problem fint. Hendes kamp for at generobre et liv gør hende netop så selvfokuseret, at hun også derfor bliver sin egen værste modstander.
