Skal genren ’ballethistorisk dokumentarfilm’ nogensinde blive en kassesucces, må det blive med dette smittende livfulde gruppebillede af de konkurrerende ’russiske’ balletkorps, som i 1930’ernes Frankrig, England og USA fornyede kunstarten.
Instruktørerne, der i 1998 brillerede med en portrætfilm om Isadora Duncan og hendes ’frie dans’ i 20’erne, har her fundet frem til to uovertrufne kilder til næste kapitel af dansens historie: nulevende dansere, som var med dengang – og filmoptagelser af dem på scenen anno dazumal!
I gyldne arkivglimt
Balletkorpsene – det første i Monte Carlo, de sidste i skarp konkurrence i London – blev for en stor del sammensat af 2.-generations russiske revolutionsflygtninge i Frankrig, »baby ballerinas«, udvalgt og oplært af koreografer som Nijinskij, Balanchine, Massine, Lichine m.fl., i scenografisk samarbejde med billedkunstnere som Picasso, Miró, Dalí og Matisse.
Korpsene ’opfandt’ den symfoniske ballet (i 1933 til Tjajkovskijs Femte), og de arbejdede med tidens nye komponister, som vi ser det i gyldne arkivglimt fra Stravinskys ’Ildfuglen’ og af den legendariske Dame Alicia Markova (pærebritisk, efternavnet Marks blev russificeret), der havde danset med hos hele den russiske balletrevolutions anstifter, Diaghileff.
Oppe på tæerne
For balletignoranter som mig ville grundigere forklaringer om de store forskelle mellem fortids, datids og nutids måder at danse på være nyttige, men filmen vælger at fokusere på personerne frem for teknikken.
En indsats i rette tid: Fem af de levende myter er døde, siden optagelserne fandt sted. Men her fremtræder de gamle ballerinaer og solodansere, fra Frederic Franklin (født 1914 og debuteret i et Josephine Baker-show i 1931!) til ’vores egen’ Nini Theilade (f. 1916), med imponerende hukommelse og smidighed, samlet af filmholdet i New Orleans år 2000.
Hvor Nathalie Krassovska (f. 1918) og George Zoritch (f. 1917) generøst gik deres gamle trin fra ’Giselle’ for kameraet! Livstykker i firserne og halvfemserne, stadig helt oppe på tæerne.
