Hvordan mon det påvirker retsbevidstheden i en nation, hvis »alle ved, at forsvarsministeren lyver, når han siger, invasionen i Irak handler om demokrati og frihed og ikke om olie«. Hvis alle indretter sig på, at den, der har magt, også har ret, privat såvel som globalt – og at enhver derfor må tage sin egen ret?
Så landets justitsminister må beklage, at »det her ikke er det Vilde Vesten, hvor man rydder op med en pistol – selv om dét er lige, hvad der trænges til!«.
Svaret på det spørgsmål blæser i vinden efter skudsalverne i amerikanske klasseværelser, efter UNA-bombemandens attentat i Oklahoma og i verdensoffentlighedens ekko af overgrebene i Abu Ghraib og Guantánamo.
Skarpt og enkelt
Det forgifter naturligvis den enkelte amerikaners tro på demokrati og retsstat, det gør patriotisme til et tåbestempel og paranoia til en millionepidemi. Og det spejler sig alt sammen eksemplarisk i den hårdtslående actionthriller, hvorfra de indledende ministerreplikker her er hentet.
Ingen amerikaner kan længere se bort fra, at USA’s militær- og udenrigspolitik står i moralsk kviksand til halsen – nu ikke engang i Hollywoods underholdningsindustri. Men dér kan man altså også fokusere skarpt og forenklet på dilemmaet, samtidig med at filmen leverer action for alle produktionsmillionerne.
Konspirationsteoriernes paradis
Mark Wahlberg er en militær skarpskytte, der blev ladt i stikken bag fjendens linjer under en hemmelig operation i Etiopien og nu har trukket sig ud til skovensomheden i Montanas bjerge.
Herfra bliver han lokket tilbage i tjeneste af Danny Glover som en ’sikkerheds’(?)oberst, der vil forhindre et formodet præsidentattentat ved snigskud på lang afstand – og er Wahlberg måske ikke ekspert? Og en god patriot? J
ovist, han går alle muligheder efter på tre udvalgte locations – og går dermed lige i fælden. Næppe tilfældigt minder hans navn, Bob Lee Swagger, ikke kun om sydstatsgeneralen Robert E. Lee, men også om Kennedy-syndebukken Jerry Lee Oswald. I stedet for præsidenten bliver en afrikansk ærkebiskop – spillet af instruktør Fuqua selv – myrdet, helt efter de sammensvornes plan.
’Mordvåbnet’ plantet på stedet er Swaggers, og her i konspirationsteoriernes paradis må den hårdt sårede Swagger nu gå i enmandskrig med en overmagt under ledelse af en kynisk republikansk senator og lerdueskytte ligesom fhv. vicepræsident Dick Cheney!
Upåklagelig action
Lidt hjælp får vor mand dog af en helt grøn FBI-agent og af enken efter sin Etiopien-makker. Men de fleste menneskeliv, rørbomber, napalmbål og eksploderende køretøjer og helikoptere ordner Swagger egenhændigt.
Den afsluttende udveksling – et gidsel for en statshemmelighed – er henlagt til en svimlende sneødemark på British Colorados bjergtinder. Awesome, som de siger.
Filmen tilfredsstiller vist – men ekspert er jeg ikke – ethvert behov for frydefuld vold og ødelæggelse i generøs udførelse. Wahlberg har aldrig været bedre, mere nuancerigt sammenbidt, og Danny Glover aldrig fået lov at være så livsfarligt glat som her.
Mødet mellem ’Flygtningen’ og ’JFK’ er i den forstand upåklagelig action og kvalitetsspænding, i fin forlængelse af instruktørens ’Training Day’, der skaffede Denzel Washington en Oscar.
Højaktuel masseunderholdning
Men dertil kommer altså lige ét lag mere: nationens politisk moralske selvransagelse, sat på spidsen under møder med en illusionsløs våbenekspert, med den ditto republikanske senator og et afsluttende hemmeligt forhør på justitsministerens kontor.
En forenklet, men fuldgyldig diskussion for og imod realpolitikkens dilemmaer – kan man f.eks. ofre en landsbys indbyggere for at sikre en hel regions magtbalance? Og er cowboyens selvjustits og enmandskrig virkelig den eneste – og dermed acceptable – vej til at holde beslutningstagerne personligt ansvarlige?
’Shooter’ er højaktuel masseunderholdning med en forbilledlig diskussion af, om ikke Reagan og Rambos amerikanske firserhelt nu uden koldkrigspåskuddets skyklapper er slået om i Bush-æraens åbne politiske magtfuldkommenhed, borgernes afmagt og paranoia – og en menneskefjendsk kurs mod ren nihilisme.
