Når man kan holde op, så vil man ikke. Når man vil holde op, så kan man ikke. Det er en af livets små gåder, lommefilosoferer kemiprofessoren Casper (Geoffrey Rush) inden han anretter endnu en portion heroin for det unge junkiepar Candy og Dan.
For de to bliver »en af livets små gåder« til deres livs altopslugende tragedie og besættelse. To unge elskende, der lader sig beruse af det hårde stofs euforiske kvaliteter. Men de må som så mange andre se i øjnene, at heroinen er en jaloux elskerinde, der til syvende og sidst vil skubbe alle andre former for begær ud af reden. Det er der ikke noget nyt i. Der er sådan set heller ikke noget opsigtsvækkende anderledes over ’Candy’ som fortælling. Udsultet erotik Det første sus, hvor narkotikaens og erotikkens rus flyder over i hinanden, bliver fulgt af en lang, drøj nedtur. En social deroute, hvor det erotiske udgangspunkt udsultes til en sørgeligt skelet af et oprindeligt begær. Men ’Candy’ er også en kærlighedshistorie om to smukke, unge mennesker. Begge med et blødt punkt, som byder det hårde stof velkommen. Dan er lidt lad og lidt for lækker. Kønne og kunstneriske Candy har tilsyneladende det hele, men det inkluderer også et skrøbeligt selvværd medbragt hjemmefra. Neil Armfield har sat i scene med sans for både musik og en opfindsom brug af farveskalaen.
