Shortbus’ byder bogstavelig talt på sex døre op og stolper ned. I virkeligheden handler John Cameron Mitchells film om meget andet end kødets forlystelser, men sex er den udtryksform, filmen og dens personer benytter sig. ’Shortbus’ plejer mildest talt bramfri omgang med kønsorganerne, men er væsensforskellig fra de fleste andre film om sex. Væsensforskellig fra pornoens varmesøgende missiler. Væsensforskellig fra den erotiske films æstetiske pirring. Væsensforskellig fra de europæiske kunstfilm, hvor sex er en depressiv, dyrisk aktivitet, som set i dystert eksistentialistisk perspektiv kun er et ynkeligt forspil til den virkelige død. Sådan er det ikke i ’Shortbus’. Den er fortalt som en hyldest til saftig, fysisk aktivitet uden smålig skelen til køn. Men historierne den fortæller er skiftevis sjove, sørgmodige og insisterende på forskellighedens poesi. Kort sagt på frisind. Digital dokumentation Det er ikke tilfældigt, at åbningsbilledet nysgerrigt bestiger Frihedsgudinden. ’Shortbus’ er en film om New York skildret som en bastion imod intolerance og puritanisme. New York som hovedstad for narcissistiske kunstnere og eksperimenterende sex. New York som tilflugtssted for de særligt udrustede med behov for alternative livsrum. »9-11? Det er det eneste virkelige, der nogensinde er sket for dem«, lyder filmens forklaring på, hvorfor nutidens unge strømmer til New York på trods af hysteriske boligpriser. Netop følelsen af uvirkelighed ligger til grund for flere af filmens hovedpersoners problemer. Det er den usynlige fjende, man prøver at undslippe. Nogle ved hjælp af gruppesex. Andre ved at dokumentere sit eget liv digitalt i døgndrift. Kunstnernes by I en af filmens første scener giver en mut dominatrix en forkælet overklassedreng pisk, imens hun kigger ned på Ground Zero. Der er, som en af byens tidligere borgmestre formulerer det i filmen, en kulturkamp mellem de gennemtrængelige og de uigennemtrængelige.
Gennemtrængelig er sårbar. Man lader tingene slippe ind igennem sin membran og bliver berørt. Man holder ikke stejlt på sit eget verdensbillede som det eneste rigtige. Derfor er de uigennemtrængelige og hadefulde i filmens 9-11 optik fundamentalisterne.
