Fantasien er en muskel, der skal holdes i træning, sagde den franske filmproducent og egensindige ditto instruktør Luc Besson i et interview her i Politiken for et par uger siden, og nu er hans træningstilbud på plakaten:
Historien om en dreng, der klarer ærterne for hele familien – dvs. flyvske og selvoptagne forældre, en opdagelsesrejsende bedstefar og en hjertensgod bedstemor, der er alene om at holde sammen på hjemmet, hvor Arthur er vokset op – efter alt at dømme i et amerikansk landsogn tæt ved Bedstemor Ands anno 1960.
Vi er efterhånden så vant til computerens sømløse billedmagi, at det næsten virker rørende altmodisch, når Luc Besson med tydelig adskillelse realfilmer verden over jorden, men viser os det minimale elverfolk som en 3D-computeranimeret verden med et spidsøret, lavbenet figurdesign i nærheden af den danske tv-serie ’Trolls’.
Fitnessrum for fantasien
Alligevel bliver filmen en slags helhed: en eventyrlig barneverden med Mia Farrow som elskelig og skrøbelig bedste i det gamle, ensomt beliggende hus, hvor høje, spraglede masaikrigere dukker op af køkkenhaven og viser vej til deres modsætninger: de bitte små minimoysere, hvis selvstændige kamp fylder hele filmens midterdel.
Historien bygger på Bessons egne velsolgte børnebøger (plus alle de klassikere, han låner fra: Arthur-legenden, ’Lånerne’ osv. osv.), men mytisk format får ingen af figurerne nu. Onde Maltazar & Søn er nok for uhyggelige og historien for vidtløftig for de mindste. Men fra de ældste børnehavebørn og op er der spænding, morskab og hygge i Bessons fitnessrum for fantasien – med rette tilladt for alle.
/ritzau/
fortsæt med at læse
