I det prisværdige gensyn med Tatis i alt (kun!) fem film præsenterer Øst for Paradis-importen her den første af de i dag mytologiske film med instruktøren selv som monsieur Hulot. Den sort-hvide film er fra 1953 og blev – midt i de amerikanske mainstream-lystspils glansperiode – et europæisk gennembrud for genoplivet filmkomik af Buster Keatons karat.
Kritikken af det ’moderne’ liv (automatiseringen, trafikken, campinglivet osv.) er ikke endnu blevet hovedsagen her, hvor den åndsfraværende, piberygende og storkebyggede Hulot – videreudviklet fra postbuddet i ’En festlig dag’ – skaber halløj på badehotellet med sine klodsede forsøg på belevenhed over for hele galleriet af spøjse typer.
Hverken for John Cleese eller Lasse Åberg har Jacques Tati levet forgæves – selv om hans humor er af mere afdæmpet art.
Ingenting på standhotel
Snarere end hovedperson er Hulot selv nemlig en art cicerone fra scene til scene med blik for grinagtighederne – eller bare gentagelserne – i livet på strandhotellet ved Atlantkysten: en yndig ung pige holdt i stram familiesnor, en tysk familiefar med ustandselige telefonopringninger fra München, en energisk engelsk pebermø – for slet ikke at tale om en vidunderligt sjokket tjener, der bander indædt, men lydløst for sig selv efter hver ydmygelse – eller helt uden anledning.
Tempoet er en udfordring og en nydelse i sig selv. Stille og roligt – det er ikke ordet: På flugt efter et uheld går Hulot rundt om en jolle på stranden, overvejer, træder op i den, så den tydeligt knækker på midten – men søsætter den alligevel og bliver forudsigeligt lukket inde i den, da enderne klapper sammen om ham.
Men så kommer pointen først: Hans baksen for at løfte øverste halvdel af jollen ligner (?) fra stranden en snappende haj på vej mod land! Man kan næsten nå at høre kommandoerne til kameramanden i den høje kran, der skal filme badegæsternes flugt i fugleperspektiv.
Gennemmusikalsk poesi
Mindre omstændelige pointer er rene mime- og stumfilmgags: tjener med fad ved svingdør, los i rumpen på en foroverbøjet mand uden for en badekabine – selv om han bare fotograferer sin familie, osv. Alt sammen til Alain Romans’ slentrende jazz (der i mine øren lød som variationer over ’I Get a Thrill out of You’, men den er nu ikke krediteret).
’Farce’ hed filmen dengang, men med sin godmodige afluring af dårskaber og særheder og sin gennemmusikalske poesi appellerer den nu i dag mere til lun klukken end ustyrlige latteranfald.
fortsæt med at læse
