Andy Warhols trykserier af Marilyn, Mao eller tomatketchuppen ændrede muligvis det 20. århundredes kunst og vores fælles optik mere end hans provokerende og radikale filmeksperimenter kom til.
Men som tidstypisk ikon vil han måske frem for alt blive husket for sin sikre sans for berømmelsen – om så bare ét kvarters berømmelse – som en ny epokes flygtige, men altafgørende kapital og afrodisiakum.
Venligt formuleret ser filmen her ham selv som offer for den form for moderne narcissistisk forstyrrelse: Eksisterer jeg, hvis ikke andre og især medierne ser mig?
Kompetent Sienna Miller
Men nok så præcist må man vist bare sige, at han her fremstilles som en kynisk forbruger af mennesker, ja, en gennemført følelseshandikappet stræber snarere end en kunstnerisk søgende sjæl.
Som sådan én skal vi derimod opfatte den unge pige, der kommer til New York for at blive billedkunstner, og dér sikrer sig plads i inderkredsen om Warhol i hans avantgardekunsttempel The Factory . I virkeligheden var Edie Sedgwick nok snarere en på én gang forkælet og fortvivlet rigmandsdatter med et behov for udskejelser, som netop kunne opfyldes med Warhols billed-, film- og stofeksperimenter i den gamle fabriksbygning i East 47th Street midt i 1960’erne.
Realistisk eller ej, Sienna Miller spiller denne ingenue med dunkle og depraverende ar på sjælen, og hun gør det virkelig kompetent. Hendes drillende, reserverede smil blander livshunger med materiel overmæthed, burgøjserarrogance med ren forvildelse, så vi næsten tror på en starfucker og golddigger, der foragter guldet, men søger glæden.
Det tegner lovende i de indledende scener over for den unge Warhol, beruset og benovet over egen position – som sættes i relief ved glimtene af hans alt andet end sofistikerede, slovakisktalende indvandrermor.
Karikeret portræt af Warhol
Det er Guy Pearce (fra ’Ørkendonningen Priscilla’), der leverer endnu et af filmhistoriens Warhol-portrætter, som imidlertid snart udarter til karikatur. Hvorimod den vilde og vist i grunden skræmmende stemning i virkelighedens The Factory her blot bliver en afglans – en fritidsklub, hvis pædagoger holder kaffepause.
Gengivelsen af en filmoptagelse til ’Horse’ (der jo kan betyde så meget) med cowboys i beundring over hingstens udstyr, er lige ved at blive morsom. Men forsøget på at få en ægte tragedie ud af Edies opstigen til stjernestatus og efterfølgende nedtur afslører sig snart som forloren og sentimental udenomssnak og insinuationer.
Fortællingen holdes kun nødtørftigt sammen af en ramme, hvor en nedtrappet Edie beretter for sin terapeut – med det kiksede resultat, at alt for meget af logiske grunde må efterhægtes som en stribe af fodnoter og ’dokumentariske’ interviewklip, der fortsætter langt ind over rulleteksterne. Som om instruktøren først her igen husker på, at hendes liv jo er filmens påskud – om ikke dens oprigtige interesse og drivkraft.
Fejt hykleri
Overfladiskheden bliver til fejt hykleri, når filmen giver en »verdensberømt folkesanger« en affære med Edie og et følgende medansvar for hendes ulykker – men uden udtrykkeligt at navngive Bob Dylan. Dermed er faren for injuriesagsanlæg afværget, uden at man behøver afstå fra snylteriet på de udokumenterede påstande.
Velvet Underground navngives ubesværet nogle minutter senere – men uden beskyldninger.
Sienna Millers livfulde og subtile forsvar for Edie Sedgwick, som topmodel og superstar såvel som på nedtur og i opløsning, er en kerne af kunst i en film, der ikke er det. Instruktøren er den egentlige starfucker her, hans homofobiske skildring af Warhol som popkunstens Dracula er selv parasitær i forsøget på at snylte sig til andel i ... netop berømmelsen.
fortsæt med at læse
