Det lyder jo umiddelbart temmelig kunstigt med sådan et koncept, hvor tre debuterende instruktører hver skal lave en skotsk film på basis af ni figurer skabt af Anders Thomas Jensen og Lone Scherfig. Er det på den anden side mere ’kunstigt’ end en historie undfanget på normal håndværksmæssig måde af en professionel manuskriptforfatter? Svaret vil måske vise sig at variere, efterhånden som filmene bygget på Lars von Triers Advance Party-koncept bliver realiseret. Men i den første af filmene, ’Red Road’, er ord som ’kunstig’ og ’konstrueret’ noget af det absolut sidste, man kommer til at tænke på. Hvilket selvfølgelig er en cadeau til den 46-årige engelske instruktør Andrea Arnold, der sidste år modtog Juryens Pris for sin spillefilmsdebut. Banjospillende spion? Andrea Arnold har i sit manuskript valgt at gøre den 34-årige Jackie til sin hovedperson. Ifølge Scherfig og Jensens skitse har Jackie været udsat for tragiske tab i sin nærmeste familie. Jackie er distanceret fra sit liv og har et uforløst forhold til en gift mand. Måske har hun flycertifikat, måske snakker hun fransk, måske spiller hun banjo.
Andrea Arnold har klogelig valgt at droppe både flycertifikat, finere fransk og banjospil! I stedet har hun fremhævet isolationen ved at give Jackie et job som overvåger hos CityEye – ByØjet. Her passer hun kontrolpulten bag nogle af de mange sikkerhedskameraer, der følger borgernes færden i Glasgow. Næsten som en pendant til ’De andres liv’ bliver Jackie en skjult iagttager af sine medborgere. Med forsigtige glimt af sympati følger hun som fastansat voyeur på sikker afstand med i de små begivenheder hos nogle af de efterhånden velkendte personer inden for overvågningskameraets afgrænsede verdensbillede. På sikker afstand. Lige indtil hun en dag får øje på manden, der smadrede hendes liv. En mand, hun troede var under lås og slå. Forhold uden erotik ’Red Road’ udvikler sig fra en bevægende og hudløs beskrivelse af en kvinde, der i sorglammelse har tværet sin livsgnist ud med hælen, til en slags thriller.
