»For mig handler livet om at aflede opmærksomheden«, siger den amerikanske soldat Ray Elwood (Joaquin Phoenix) i begyndelsen af den satiriske komedie 'Buffalo Soldiers'. Ray Elwood røvkeder sig i jobbet som bataljonssekretær på en militærbase uden for den vesttyske by Stuttgart. Det er oktober 1989, og om få uger vil Muren gennem Berlin falde. På basen kunne Elwood og soldaterkammeraterne følge de skelsættende historiske begivenheder på tv. Hvis de gad. De gider ikke. De har vænnet sig til at være koldkrigs-soldater uden andet end tiden at slå ihjel. Og i stedet for at opføre sig som de forenede staters moralske sønner, skaber de deres egen krige inden for basen og i relation til brugbare folk uden for den. Ved hjælp af en omfattende, driftig sortbørshandel med alt fra flydende rengøringsmidler til heroin har Ray Elwood finansieret sin fede Mercedes og en fuldstændig overdreven samling af andre materielle statussymboler. Det siger sig næsten selv, at der vil være patriotiske autoriteter (også ikke-amerikanske), som ikke bryder sig om filmens vanærende fremstilling af skruppelløs korruption og kriminalitet blandt amoralske soldater. Og som oveni vil finde latterliggørelsen af den dydige tøffelhelt kommandør Berman (kært spillet af Ed Harris) og udleveringen af den sadistiske sergant Lee (en stenhård Scott Glenn) for grov. Dem om det. Det er selve pointen med 'Buffalo Soldiers', at den skildrer militærmenneskene på en helt anden, uærbødig facon end de fleste andre film. Lige som i soldaterserien 'MASH' er mændene i 'Buffalo Soldiers' på hver sin måde nogle skravl. Især i filmens første del lykkes det instruktøren Gregor Jordan at være usentimental. Mens han bombarderer publikum både verbalt og visuelt med platheder, der fortælles med store bogstaver og i flammeskrift og derfor efterhånden bliver trivielle. Når man har fattet, at Ray Elwood for spændings og morskabs skyld er en storforbryder i uniform, holder billederne af heroinkogning i stålkar og forbudt sex med sergentens kone op med at overraske. Og det virker længere ude i hampen end den satiriske tone kan bære, at Elwood længere inde i filmen bliver alvorligt ramt af en forelskelse i ingen ringere end... sergentens datter! Dén krølle er bedre for Elwood end for en film, som hverken er uspændende eller helt vellykket.