28. januar 2003 dansede 250 børn og unge fra 25 forskellige lande i en nedlagt busgarage i Berlin til Stravinskys ’Le Sacre du Printemps’ spillet af Berliner Filharmonikerne under ledelse af sir Simon Rattle. De 250 børn og unge var amatørdansere uden sceneerfaring, og de var gået i gang med at træne til forestillingen uden at have et forhold til klassisk musik. Hvad Filharmonikerne angår, var det første gang, de samarbejdede med amatører.
Hvordan selve forestillingen var, giver dokumentarfilmen ’Rhythm Is It’ kun et lille indblik i. Men man fornemmer absolut, at den aften blev kulminationen på næsten tre måneders intensivt arbejde, som især for dansernes vedkommende var personligt krævende og udviklende.
Det meste af ’Rhythm Is It’ handler om de tre måneder, inden forestillingen fandt sted. Dag efter dag filmede de to instruktører Thomas Grube og Enrique Sánchez Lansch i Filharmonikernes øvesal og på de forskellige skoler, hvor børn og unge trænede dansetrin efter anvisninger fra koreografen Royston Maldoom og hans assistenter.
Indimellem interviewede instruktørerne dirigenten, koreografen og enkelte af eleverne hver for sig om deres baggrund og specifikt om deres forhold til enten musikken eller dansen.
Universel og poetisk
Så langt ligner ’Rhythm Is It’ vel på papiret mange andre traditionelle dokumentarfilm, der observerende følger en proces fra begyndelsen til slutningen. Men almindelig er ’Rhythm Is It’ slet ikke blevet. Musisk klippearbejde, karismatiske medvirkende og fantastisk lyd er medvirkende årsager til, at resultatet er blevet en universel og poetisk film, der både handler om musik og om undervisning af mennesker med lavt selvværd – uden at svigte nogen af delene.
At se og høre Berliner Filharmonikerne øve Stravinsky i hverdagstøj under ledelse af en passioneret dirigent med malende gestik giver en anden oplevelse, end hvis man havde overværet en hel koncert med fornemt påklædte musikere. Man bliver forelsket i pauker og tværfløjter af at se nærbilleder af dem i denne sammenhæng.
Og sideløbende bliver man mere og mere imponeret af Royston Maldooms og hans assistenters arbejde med at få kropssky unge med selvtillidsproblemer til at holde op med at fnise og plapre af frygt. For en del af de unge er det grænseoverskridende at danse og røre ved jævnaldrende.
Koreograferne siger, at kun hvis de unge er stille, kan de komme i kontakt med deres egen krop og fornemme fremgang i læreprocessen. Det tog danselærerne adskillige uger at opnå den nødvendige koncentration, men det lykkedes faktisk, og det er på den baggrund, man lytter ekstra grundigt efter, når Royston Maldoom udtaler sig om disciplin, læreprocesser og selvtillid.
Kunstnere og menneskekendere
Royston Maldoom og sir Simon Rattle er både kunstnere og menneskekendere. Koreografen forklarer kort i filmen sin personlige bevæggrund for fortrinsvis at interessere sig for unge, der føler sig udenfor og – som for manges vedkommende i det hele taget – er dårligt stillede socialt.
Dirigenten fortæller, at rytmer har været centralt i hans liv, siden han fik et trommesæt som barn. Det er hans klare ambition at dele musikken med andre og ikke udelukkende med »erhvervsfolk og deres fruer«, som han siger. For ham betyder det meget, at Filharmonikerne i forbindelse med danseprojektet forlader elfenbenstårnet.
Det er også filminstruktørernes vinkel på historien. De portrætterede unge har hver sit at slås med. 14-årige Marie Theinert er et skoletræt skilsmissebarn, som i begyndelsen af filmen ikke kan se, hvordan hun nogensinde skal blive til noget. Den lidt ældre Olayinka Shitu er forældreløs flygtning fra Nigeria og i udgangspunktet fuldkommen alene i verden.
Langt fra turismens Berlin
Deres Berlin er ikke promenadeboulevarden Kurfürstendamm eller futuristisk arkitektur på Potsdamer Platz. De unges Berlin er alt det, der aldrig havner på postkort. Forstædernes dårligt vedligeholdte betonboliger. Tung trafik. Tydelig fornemmelse af klassetilhørsforhold.
Og frygten for i aftentimerne at tage offentlige transportmidler fra det vestlige Berlin til en forstad i øst. Indirekte bliver ’Rhythm Is It’ også et portræt af en storby, som stadig er præget af skel mellem Øst og Vest, halvandet årti efter at Muren blev væltet.
Filminstruktørerne har ikke stræbt efter at forskønne og harmonisere. Billederne af det mindre pæne Berlin passer til en film, der har fokus på konflikter og kunst.
’Rhythm Is It’ er en menneskeklog samtidsfilm, og forunderligt nok er det samtidig en fortælling, der ikke spolerer musikkens magi.
