Egentlig gik jeg jo rundt og troede, at diskrimination af bøsser og lesbiske var på vej til at blive fortidslevn. Men måske forholder det sig slet ikke sådan? På trods af borgmesterbøsser og gay parade på Nørrebrogade ser man i gadebilledet plakater og løbesedler med homoseksuelle afsendere, som vrisser »Fuck kernefamilien« og raser mod heteroseksuelle diktater.
Er vi som tolerant samfund slet ikke så afklarede alligevel? Nogle føler sig i hvert fald under pres. I USA behøver man ikke være i tvivl. Her sørger fundamentalistiske kristne og homofobiske rappere i uskøn forening for, at bøsser mange steder gør klogt i at holde skabsdøren lukket tæt til. Det er i det lys, man skal se komedien ’Jeg erklærer jer nu for Chuck og Larry’.




























