Dyrk ikke fortiden, men »fortsæt fremad«, lyder det sympatisk selvopholdende motto for den forældreløse 12-årige nørd Louis, som ingen vil adoptere, og som så vil se fremad ved at skue tilbage: Han opfinder en hjerneskanner, der kan fremkalde tidlige erindringer – f.eks. billeder af den mor, der måske gerne ville have beholdt ham?
Desværre passer mottoet – der til overmål viser sig at være et indirekte citat af Walt Disney selv, stavet for tungnemme til sidst – kun alt for godt på filmen, der har lyse ideer og er teknisk ferm, men fortælleteknisk alligevel mislykkes. Blandt andet fordi den selv ser sig tilbage og fisker ideer fra fortidens delvise succeser (og understreger den bevægelse ved at vise hele to obligatoriske forfilm fra hhv. Pixars og Disneys lagerhylder).
Ben i hatten
Men en halv time inde i forestillingen bliver Louis’ hjerneskanner da omsider stjålet af en træsk type med Kaptajn Klo-fjæs og en kropsbygning, som salig Don Martin kunne have designet.
Værst er dog fyrens bowlerhat, der med metalliske edderkoppeben lever efter sin egen onde vilje. Mod dem får Louis hjælp af 13-årige William fra fremtiden. Dér flyver de begge hen i en lille rum-/tidsraket og møder Williams mor og resten af de muntre, men skratskøre Robinsons.
Et strejf af charme
Bowlerfyren – med Søren Sætter-Lassens gyseligste gnæggen, og alle stemmerne er rigtig gode! – har virkelig sine komiske øjeblikke og ligeså den tavse bowler selv, der mangedobler sig med skræmmende hast og med den totale magt som mål!
Ligefrem charmerende er derimod Louis’ kammerat på børnehjemmet, en slukøret lille rod ved navn Jakobsen – eller bare Kobsen! – der drømmer om en baseballkarriere. Patentfirmaets bestyrelse når vi slet ikke at more os over og heller ikke Robinsonfamiliens fjernere medlemmer endsige et sangkor af velklædte frøer.
Formålsforvirring
Historien bliver nemlig aldrig til en helhed, men haster nu ujævnt fremad til fortiden: Bowlerne er ved at skabe et fremtidigt slavesamfund i skummelt tilrøgede farver og former som under industrialiseringen for 150 år siden – i skarp modsætning til Robinsondomicilets grelt bolsjefarvede plastikunivers med lammeskyer på blå himmel. Og til børnehjemsscenografien med sepiatintede Manhattanmure, men mere moderne plakater.
Metaledderkoppen er jo lånt fra ’Toy Story’, en glubsk tyrannosaurus fra ’Dinosaurs’, Robinsonfamiliens hårtoppe fra ’Niels Neutron’, deres ansigtstræk fra ’De utrolige’, deres butler fra ’Robotter’ osv.
Hele denne lidt af dit og lidt af dat-opskrift er såmænd både eklektisk og intertekstuel, men alle smarte plusord til trods bevirker det, sammen med det uegale production design og en helt uklar målgruppealder (pattede figurer, men svære tidsspring og ret sofistikeret dialog), at dette Disney-Pixar-miks bliver til miskmask.
