Otte år efter Henrik Stangerups død tegner hans ven, filminstruktøren Ole Roos et portræt af ham i dokumentarfilmen 'At skrive eller dø'. Henrik Stangerup var både forfatter, journalist, filminstruktør og debattør. Ligesom det fremgik af hans arbejder, viser filmen, at han i sjældent omfang havde sit eget besværligt kæmpende og selvstændigt tænkende væsen med i alt, hvad han gjorde. Henrik Stangerup fyldte nok til, at Ole Roos kunne have lavet en film om det private stof, en anden om den omdiskuterede debattør og en tredje om forfatteren. I stedet kommer han lidt ind på det hele i en film, som måske giver mest udbytte, hvis man har forhåndskendskab til emnet. Portrættet bygges op af interview med studiekammerater, drukfæller, ekskone, venner, Stangerup selv og også andre. Nogle kunne man have undværet. Men at den collageprægede historie ikke bliver forvirrende, skyldes Roos' valg af falmede farver, den ofte nærgående og rolige kameraindstilling og også den gennemgående ramme. Det meste af 'At skrive eller dø' foregår i et forældet tog, der futter gennem liv og landskab. Alle de medvirkende er passagerer, og endestationen ligner et sted, der rummer plads til forsoning med den afdøde og savnet af ham. Hvis man ikke kendte Henrik Stangerup, findes der andre kilder, som mere nådesløst udleverer ham. Ikke mindst nogle af hans egne bøger. Hvad bøgerne angår, er det en af filmens store styrker, at man får virkelig lyst til at læse eller genlæse dem.