Næsten samtidig med Disneys første 100 procent computeranimerede 'Lille Kylling' har Walts efterkommere nu premiere på 'Bambi II'. Fortsættelsen af det elskede natureventyr fra 1942 bliver heldigvis ikke den frygtede helligbrøde. 'Bambi II' er lavet med stor respekt for originalens univers. Det gælder både look og tonefald. Signalet er klassisk tegnefilm, og som visuel tidsmaskine fungerer 'Bambi II' upåklageligt. De lyrisk bemalede baggrunde er lavet på computer, men ligner gammeldags skovbundsfarvelade. I sine optrin byder filmen på alvor og humor beregnet til lige dele klumper i halsen og latterhoppen i sædet i selskab med kaninen Stampe og stinkdyret Blomst. Samtidig må man dog også konstatere, at det nye hold under ledelse af Brian Pimental absolut intet har tilført. Eller måske rettere ikke har turdet tilføre noget? Der er ikke meget historie i de naturlyriske løjer, der ikke varer meget over en time. Og der er da slet ikke noget overraskende i fortællingen om Bambis første forår og sommer efter moderens død. Vækstmæssigt har Bambi stået i stampe for at ligne sig selv. Senere kommer spirende gevir, men at hans far, Skovens Konge, må bøje sig for de moderne tiders nye faderskabsfølelser og træde i karakter som enlig far, er den nye gradbøjning af universet. At filmen har satset på en stærk følelsesmæssig kerne i forholdet mellem faderen, sønnen og det traumatiske minde om den døde mor, er en afgørende grund til, at den konkrete realisering af 'Bambi II' ikke bare kan afvises som en letvægter. 'Bambi II' er på ingen måde pinlig spekulation. Men måske nok fra konservativt hold et lige så desperat udtryk for den herskende rådvildhed i Disney-lejren som den nymodens fortumlede 'Lille Kylling'. At lave en 2'er efter 64 år uden at have mere på tapetet virker i bedste fald som en respektabel træden vande.