Her i landet får vi den store japanske animationsmester Miyazakis film i en spøjs rækkefølge. Hele Vesten minus Danmark stormede billetlugerne ved hans Disney-promoverede gennembrud med ’Prinsesse Mononoke’ i 1997, men først ’Chihiro og heksene’ fra 2001 brød hul på vores marked og banede vej for ’Det levende slot’ fra 2004. ’Min nabo Totoro’ fra 1988 forsødede påskeferien i år, og til efterårsferien får vi nu ’Kiki’ fra året efter.

Enkel historie
Men vi tager ham, som han kommer, Miyazaki, for han er uforlignelig. Selv i denne enkle historie, mere småbørnsvenlig end de forrige, om Kiki, der må følge heksereglerne og rejse hjemmefra som 13-årig og oplære sig til heks i en fremmed by, Koriko – hvor byggestil og gadeskilte både er fra Bayern, Portugal og Sverige, som skik er hos Miyazaki.

Hekseriet består nu kun i at flyve på kosteskaft, for Kiki ernærer sig ved budtjeneste og med hjælp fra en hjertelig bagerkone, der sikrer hende og katten Jiji kost og logi. Opbakning får hun også af drengen Tombo, der er vild med hendes flyveteknik – ligesom Miyazaki selv.

Drømmen om at flyve

Luften har været hans foretrukne element lige siden spillefilmdebuten med ’The Castle of Cagliostro’ i 1979.

Streg og farver er klare, robuste og lysende, og Kikis ydre udfordringer af beskeden størrelsesorden: Når hun f.eks. på sit kosteskaft – og i optræk til skybrud – at bringe en levering ud og redde sin kat Jiji, før hun skal til fest?

Det skærper kun kernen i historien om barnet, der, trods nok så pylrede forældre, går frejdigt forlæns i livet med sine evner og modnes gennem genvordighederne.

Ligesom drømmen om at flyve er det svimle sug ved at stå alene i verden lige til at leve sig ind i for ethvert barn, der har prøvet at se forældrene forsvinde ud ad døren den første dag i børnehaven. Det samme er selvtilliden efter veludført dåd.