Underlægningsmusikken er fed - forstået på den måde, at den fylder og vejer meget. Der er ikke den scene i filmen, hvor den mangler. Det kan være et Hitchcock-trick, men det kan også betyde, at scener uden ledsagemusik ville falde stendøde til jorden. Og her er denne sidste mulighed desværre oplagt. Filmen er fra a til z - kedelig. Dialogtynget, omstændelig, pompøs og ringe casted. Der skulle være nogle lækre sexscener. Jeg registrerer uden ophidselse, at den gamle charmør Colin Firth nu optræder uden Darcy-skjorte, men at det kedsommelige ved hans personlighed per se slår igennem, uden at det i og for sig er rollen, som skulle gøre ham kedelig. 'Den nøgne sandhed' er slet og ret en thriller uden suspense. Det skyldes først og fremmest, at den døde person Maureen, hvis morder vi så ihærdigt eftersøger, er en ubekendt faktor og menneskeligt ligegyldig. Maureen var en studerende, der virkede som hotelstuepige og sexobjekt for det berømte komikerpar Lanny Morris (Keavin Bacon) og Vince Collins (Colin Firth) - måske bygget over parret Jerry Lewis og Dean Martin. Men pludselig findes hun kvalt i et badekar, og hele filmen forsøger meget retrospektivt at løse mordmysteriet. Who don' it? Den unge kvindelige journalist Karen O'Connor (Alison Lohman) får en forlagskontrakt for at afdække sandheden bag den berømte komikerduos sammenbrud og glemsel. Det virker besynderligt og usandsynligt, at hun får den opgave. Hun forekommer jævnt hen dum i tilskuernes øjne. I filmens optik var de to komikere stor succes i halvtredsernes natklublys. Men igen, set med tilskuerøjne, er de to mænd et usædvanlig pauvert underholdningspar, som ikke ville kunne fylde Bellevue Teatret en søndag eftermiddag. Dermed bliver også interessen for dramaets to hovedpersoner minimeret, og det lange opklaringsarbejde kommer tidligt i filmen til at forekomme overflødigt. De to entertainere skal være 'varme' og 'morsomme', fortæller filmen. Men det er de ikke. Er der mere end stoffer og optræden og hotelsex mellem dem? Her ligger filmens udtrukne og spidsfindigt efterstræbte pointe, som aldrig nogensinde får dramatisk vægt - og som efterlader tilskueren klistret til med en fordom, vi ikke synes, vi har. 'Brokeback Mountain' fortalte noget væsentligt om halvtredsernes homofobi og de personlige fortrængninger og tragedier hos bøsser. 'Den nøgne sandhed' berører emnet med en falskhed i tilgangen: jo, hovedpersonerne tager stoffer, og jo, deres personlige forhold indebærer en overraskelse, men det er ikke filmens ærinde at udrede disse sandheder - husk nu, vi skal finde ud af, hvem der dræbte Maureen!