Operation Moses er navnet på det koordinerede samarbejde mellem USA og Israel, som begyndte i 1984 med det sigte at bringe etiopiske jøder til Israel. Ingen nem opgave, hvis man forestiller sig den afrikanske livsform og sammenligner den med et moderne liv i Israel. Og endnu vanskeligere, hvis man betænker den sult og fattigdom, som også i 1980'erne hærgede Etiopien og Sudan. Mange etiopiere gik på fodvandring til Sudan og omkom, inden de nåede flygtningelejrene. Men mange andre kom af sted. Og i virkeligheden var det vel en smuk og visionær politisk aktion, som imidlertid også krævede meget af den hvide israelske befolkning: en fast forankret antiracistisk indstilling og store samfundsressourcer, som skulle hjælpe immigranterne fra Afrika til at føle sig velkomne i Israel. At skulle integrere sig i et teknologisk moderne land kræver på den ene side undervisningsprogrammer, på den anden side en personlig omstillingsevne, som man ikke uden videre kan vente af folkeslag, der kommer direkte fra et mandsdomineret landbrugssamfund. Operation Moses er heller ikke blevet en ubetinget succes. Jeg læser, at 72 procent af de etiopiske familier i Israel befinder sig under fattigdomsgrænsen, og at to tredjedele af de unge etiopiere både i den almindelige skole og ungdomsskolerne befinder sig under det gennemsnitlige niveau. Helt op til 40 pct. af de etiopiske elever fra 1.-9. klasse kan hverken skrive eller læse jiddisch på det niveau, deres israelske kammerater mestrer. Men emnet, de etiopiske immigranter, er interessant og kunstnerisk underbelyst. Mens man sidder og følger instruktøren Radu Mihaileanus spillefilm, er det, man ønsker sig, i virkeligheden en dokumentarfilm. Thi hans spillefilm handler om en stor succes efter den prøvede model: først så gruelig meget ondt igennem, så lykke og held. Den lille kristne dreng fra Etiopien overtager en jødisk drengs identitet og rejser forældreløs til Israel, hvor han bliver adopteret i et frisindet og velhavende miljø. Han får navnet Schlomo, og hans problemer fremstilles i udstrakt grad som hans og ikke Israels. Kan landet Israel måske gøre for, at han tænker på sin kristne mor hjemme i den afrikanske flygtningelejr? Kan nogen gøre for, at han skuler mod jorden og nødig spiser og nødig taler? Kun kærlighed synes at hjælpe, og her er hans adoptivmoder en ideel, fransktalende, frigjort kvinde. Hans tyngede sjæl lettes efterhånden, lige så stille vokser han op, kommer i kibbutz, tager til Paris, bliver i løbet af nul komma fem læge (for hvis penge, på hvilken måde?), og han bliver også kæreste med en hvid israelsk pige, hvis fader godt nok fornægter ham. Men gift bliver de. Og siden drager han til Afrika for Læger uden Grænser og genfinder sin egen identitet, som er ... et spørgsmål om fædreland? Eller et spørgsmål om religion? Filmen vil vistnok vise os, at jødedom ikke er en betingelse for lykkeligt liv i Israel. Det vidste vi godt; der er i landet både nogle få kristne og nogle få arabere samt ikke så få mennesker, som vel er 'jøder', men ikke troende jøder. Schlomos forvirring er den, at han blev modtaget i Israel som jøde og opdraget som jøde, men et jødisk sindelag fik han ikke. Så skal han blive den, han er, bliver resultatet kun, at han skal overleve uden tro. Det er formentlig situationen for mange etiopiere, men deres sociale status og held er mere vigtigt i vore øjne. Skal han bekende sin forvirring? Filmen har vundet flere priser, også på Københavns Internationale Filmfestival, og den er smukt spillet. Men også lang og ikke omhyggelig nok med at fastholde og forklare sin overbevisning om, at troen er det mindste i et liv. Den fungerer mere som en opbyggelig beretning om etiopiernes liv i Israel. Og den opbyggelighed må man både instinktivt og rationelt sætte spørgsmålstegn ved.