Samuel L. Jackson er den amerikanske skuespiller, som har den højeste indtjening på sine filmroller. Man kan stole på ham. Nu spiller han som oftest dommer i retssager, og enhver ved, at på amerikansk film er dommeren sort. Han repræsenterer dermed den højeste og den mest objektive magtinstans, et retssamfund overhovedet kender til - men dertil kommer, at rollen i reglen er temmelig lille. Det er en ideel kombination for amerikansk film. Men man skal også lægge mærke til Samuel L. Jacksons øjne. De sidder lysende i hovedet, og de snyder ikke. Hvad han siger, bliver derfor umiddelbart, autoritativt sandt. Steven Soderberg brugte ham i filmen 'Out of Sight' til en lille, men vigtig slutsekvens, hvor han optræder som arrestant og som flugtkonge. Ét blik ind i hans øjne, og vi tror ham. Det gør vi - i begyndelsen - også i 'Freedomland' efter succesromanen af Richard Price. Her er han den sorte politimand Lorenzo i New Jerseys sorte fattigmandskvarter Dempsy, hvor uro og dyb social utilfredshed gnaver og bider til blods ved den mindste lejlighed. Hvad skal Lorenzo ikke ordne? Vold, overfald, husspektakler, mord. Således også den dag, da en dybt neurotiseret hvid kvinde, Julianne Moore, kommer vaklende med hænderne drivende af blod. Hun kørte en nat gennem Dempsy i bil, hun blev overfaldet af en sort mand, hun blev smidt ud af bilen i den sorte ghetto, men på bagsædet sad hendes fireårige lille søn, og han er nu forsvundet. Han må findes. Derfor er hun så hysterisk fortvivlet. Så langt, så godt, vi er rimeligt interesserede, og indledningsbillederne er gode og emmer af spænding og uro. Derefter beskriver interessen en nedadgående kurve. Julianne Moore bliver ved med at være neurotisk. Der er noget i historien, som ikke stemmer. Lorenzo sætter en eftersøgning i gang, og han får hjælp af aktivisten Karen Collucci (Edie Falco), som selv engang har mistet en søn. Det har de alle - Lorenzos søn sidder i spjældet for vold og røveri. Nu tager Lorenzo sig af andres børn. Men det kan ikke nægtes, at optrævlingen af affæren bliver langsommelig, for ikke at sige kedelig. Hvor skal filmen fokusere? På det intense psykologiske samspil mellem den hvide kvinde og den sorte betjent? På hendes stumme råb om hjælp, hun er en twisted personlighed, som er kørt af sporet? På det sorte kvarter, hvor opstandelsen efterhånden bliver statisk i stedet for dynamisk? På kvindens bror, en hysterisk hvid betjent, som vi efterhånden mistænker for foul play ? Tvivlen om kvindens forklaring bliver nagende, og selv om Julianne Moore giver den hele armen i et intenst, præmieringsværdigt spil, med ansigtshud, der krakelerer under presset, er der noget sært ufuldkomment og upræcist i historiens gang på filmlærredet. Hvad er der galt? Konklusionen må blive, at Samuel L. Jackson er gal. Hans skikkelse for banal og for bred og rutineret til at interessere os. Hans ansigt er for tomt. For en gangs skyld er den store sorte skuespiller stået af handlingen og efterlader et tomrum, for filmen burde være hans - det er dér, fokus skal være, det er hans skuffelse og depression over sandheden, som burde interessere os. I stedet tværes konflikten efterhånden ud i den amerikanske form for sentimentalitet, som ligger tæt på brutalitet. Begravelsen af barnet, sandheden - vi kunne ikke være mindre bevægede. Der er kommet en banal film ud af en udmærket bestseller, og hovedskuespilleren bærer ansvaret.