'Alone’ lyder titlen på noget af den musik, der er med til at gøre denne sort-hvide islandske realisme til en ganske særlig filmoplevelse, selv i disse års ellers livligt eksperimenterende nordiske filmlande.
Sangen anslår et underliggende fællestema for de delvis adskilte historier, der her løber sammen: Alene kommer vi ind i verden, og mutters alene forlader vi den igen. Og netop forholdet mellem mor og barn er normalt det nærmeste vi kommer en besejring af denne grundlæggende ensomhed. S
Sygeplejerske med for lille lejlighed
Karitas er enlig mor til fire, sygeplejerske med for lille lejlighed i en boligblok uden for Reykjavik. Eksmanden vil have myndigheden over de tre smådøtre, men storebror Gudmundur, en sej men ensom rod, har en anden far.
Gardar hedder hans far, der ernærer sig som enmands-tæskehold for tvivlsomme forretningsmænd – indtil han gennembanker en af dem, må søge luftforandring og igen misbruger sin bror og sin mor.
I Karitas’ boligblok bor også tungnemme og ensomme Marino, en mand op mod de 40 og efterhånden en belastning for sin glade enke af en mor.
Ulykke fra første billede
Fotograf Bergsteinn Björgulfssons stiliserede sort-hvide realisme varsler ulykke fra første billede med Gardar Skallesmækker på arbejde – de skaller giver mærkeligt nok nogle af filmens mange overrumplende grin.
Også fordi Gisli Örn Gardarsson har starpotentiale et sted mellem David Bowie og Simon Kvamm, her som en lynkvik sociopat, bl.a. gjort farlig med en isnende afbleget hårpragt.
Gudmundur prøver at få nogle fordele af selv sådan en far, trods forbud fra sin mor, Karitas, der selv ubehjælpsomt fortvivlet forsøger at supplere sin løn med salg af stoffer fra hospitalet.
Den sent udviklede Marinos skizofreni går i udbrud, da han opdager morens hemmelige og uskyldige flirt med en mand.
Børn er prisgivet deres forældre – og omvendt.
Ingen af disse menneskers kejtede forsøg på at forbedre deres situation lykkes. Demonstrerer de noget, må det være den sociale arvs primærmekanismer: børn er prisgivet deres forældre – og omvendt. Og lortet er gensidigt selvforstærkende mellem slægtleddene.
Olafur Darri Olafsson er uforglemmelig som den tunge Marino, let overvægtig med blød mund i fuldskægget og med sin samling af nekrologer over ’store mænd’ plus akvariet med guldfisken under armen, på flugt fra det alt for mangeårige barndomshjem.
Nina Dögg Filippusdottir, der med stor autenticitet spiller Karitas, har også været med på manus sammen med Bragason, der til februar vender tilbage med dansk premiere på en slags fortsættelse eller ’modstykke’, filmen ’Forældre’.
Selvironisk ’happy ending'
Trods den dystre motivkreds virker filmen livsbekræftende. Det skyldes vel delvis en – ikke så lidt postuleret – slags selvironisk ’happy ending’, der oven i købet fletter de episodiske familiescener til én tråd til sidst, æstetisk tilfredsstillende.
Men nok så meget skyldes det lyslevende, halvt improviseret skuespil også i turbulente scener, et sted mellem britiske Mike Leigh og de første danske dogmefilms smittende livagtige virkelighed – tilsat vaskeægte sort sagahumor.
