Hans ansigtstræk er en kende bedrøvede. Skulderbladene læner sig lidt forover, og det ser ud, som om rygsøjlen er faldet en lille smule sammen. Han ligner næsten til forveksling en bestemt, midaldrende mand, Hiroshi Ishiguro, der forsker på universitetet i Osaka i Japan.
På afstand vil end ikke Ishiguros datter eller hustru kunne kende forskel, for selv øjnenes timelige blink ligner på en prik den ægte mands.
Umiddelbart røber kun læbernes og stemmens livløshed, at han ikke er et rigtigt menneske. At han blot er en kopi af Hiroshi Ishiguro.
Fra begyndelsen af danske Phie Ambos længe ventede nye film, ’Mechanical Love’, kan man se, at det næsten er lykkedes et menneske at fremstille sin egen robot-tvilling. Og i det her tilfælde er det vel at mærke kærligheden til teknikken og fascinationen af robottens mulige, sensitive formåen, der har båret værket.
Alt kan være besjælet
Kan man virkelig lave sig en tvilling så livagtigt, at ens barn eller ægtefælle ikke kan se forskel på kopien og originalen? Kan de menneskelignende androider udvikles til såkaldte gemenoider med nogle af de samme sociale egenskaber som mennesket selv?
Japanerne leder efter svarene uden at være lige så skeptiske i deres søgen efter teknisk set mekaniske mennesketvillinger, som mennesker i andre lande er. Til forskel fra mange andre tror japanerne på, at alle ting kan være besjælede, og at også robotter derfor kan tildeles menneskelig tilstedeværelse alias det japanske begreb ’sunzaikan’.
Det er kun den sidste, vigtige, menneskelige besjæling, som de japanske robotter i udgangspunktet mangler i en film, hvor instruktøren i øvrigt går direkte til sin historie og formidler den i gode billeder og ord på en måde, så alle voksne kan være med.
Fascinerer og chokerer
’Mechanical Love’ er ingen skrækvision fra en fremtid i et land, der har et anderledes emotionelt forhold til mange ting og også til computere. Filmen er nøgtern og vidensbaseret og behøver heller ikke at slå sig op på andre ting, fordi stoffet i sig selv fascinerer og også chokerer.
Det er grænseoverskridende at se Hiroshi Ishiguro forsøge at skabe den optimale kopi af sig selv. Forskellen mellem den ægte mand og kopien bliver især skræmmende i en sekvens, hvor han bruger sin datter som et slags forsøgsvæsen for at finde ud af, hvor god kopien er.
Den forskermetode ligner misbrug af et barns tillid og virker dobbelt stærk, fordi Phie Ambo nøjes med at vise det i stedet for at kommentere det.
Meget menneskeagtige maskiner
I det hele taget er det både absurd og interessant at følge Ishiguros arbejde med at få de sidste detaljer på plads. Et eller andet med læberne vil ikke makke ret, men sammen med sine kollegaer knokler han for at give mundene liv, så de naturligt bevæger sig i takt med det, robotterne siger. Så meget liv, der faktisk ligger i læbers bevægelser!
Øjenlågenes motorik er derimod i orden. Robotterne blinker lige så timeligt med øjnene, som mennesker gør, hvilket er med til at gøre maskinerne meget menneskeagtige.
I det hele taget er det kun småting, der udadtil adskiller det mekaniske robotmenneske fra det ægte menneske, og hvor vigtige er de små ting så? Måske kan en robot ikke impulsivt føle eufori eller angst. Til gengæld kan den være mere stabil end et menneske, ikke mindst følelsesmæssigt. Ligesom et legetøjsdyr har vist sig at være det i Tyskland.
Sælen nem at gøre tilfreds
Phie Ambo filmer fra et tysk plejehjem, hvor en kvindelig beboer nærer større kærlighed til en mekanisk babysæl end til de andre beboere. Dukkesælen er på størrelse med en menneskebaby. Den udtrykker tilfredshed ved at få en sut i munden og minder formentlig også på andre måder den ældre kvinde om at være mor til et lille barn.
Det vigtige for hende er, at det lille, bløde, snehvide robotdyr kan hun uden større problemer tilfredsstille. Medbeboerne på plejehjemmet er helt anderledes besværlige at gøre tilpas. Deres jammer holder aldrig op.
De ryster på hovedet af kvindens forhold til legetøjsdyret, og personalet på plejehjemmet diskuterer, om det er etisk forsvarligt at lade kvinden holde af robotten. Den gør hende glad. Men ved hun, at hun elsker en computer og ikke et levende væsen? Sandsynligvis ikke.
Erstatninger for menneskelige reaktioner
Er det smagløst at elske sin robot højere end sin nabo? Er det oven i købet farligt i visse situationer? Kun indirekte stiller Phie Ambo spørgsmålene i en film, hvor hun selv hverken ses eller særlig ofte høres. Hendes historie er i centrum.
Det vil sige en fortælling om kærlighed til og også en kommerciel interesse i at udvikle robotter, så de kan bruges som erstatninger i menneskelige relationer. Kunstige erstatninger, ja, men måske ikke i alle tilfælde tåbelige substitutter. Forskning viser, at dementes hjerneaktivitet stiger, når de får lov til at være i selskab med og tage sig af små, mekaniske babysæler.
Relevante spørgsmål
Nydelsesrig, fysisk nærkontakt med menneskekroppe ville måske være endnu bedre for dem – og for andre – men for mange mennesker er det ikke en mulighed. Og hvad nu, hvis kontakten med en ægte menneskekrop er mere konfliktfyldt? Hiroshi Ishiguros datter afviser kopien af faren.
Hvor imod hustruen halvt i sjov siger, at hun gerne bytter manden væk med en gemenoide, hvis robotten kan det samme som manden. Og – understået – hvis den kan programmeres til at blive en mere tilstedeværende ægtemand.
Tilstedeværelse mangler robotterne stadig. Men sandsynligvis ikke længe endnu. Og hvad så hvis Hiroshi Ishiguros hustru er bedre tjent med en robotkopi af manden i visse situationer?
Svarene står til diskussion, men spørgsmålene er relevante og stilles fordomsfrit i en velfortalt film.
fortsæt med at læse
