Brutus er en ægte hædersmand«, sagde Marcus Antonius med sviende ironi ved Cæsars lig, mens den dødes adoptivsøn Brutus prøvede at skjule sine endnu bloddryppende hænder.
Replikken faldt ganske vist først ved Shakespeares bistand godt halvandet årtusind efter kejsermordet, men den forøgede kun Brutus’ ry som snigmorder og usurpator. Heldigvis, for uden Brutus havde der ikke været meget at grine af i denne tredje Asterix-live-film, hvoraf nummer to, ’Mission Kleopatra’, stadig står som den mest vellykkede.
Cyrano møder Obelix
Hvad Brutus har med OL at gøre? Næ, aldrig en skid, og Goscinny & Uderzos nu 40 år gamle tegneseriealbum om gallernes indsats i de græske idrætslege siger da heller ikke et kvæk om hverken Brutus eller Cæsar.
Lige så lidt som nogen græsk prinsesse Irina, der her i filmen skal giftes med Brutus ved tvangsægteskab, men elsker den lille lyriske galler Romantix med de skønne kærlighedsbreve!
Som Obelix dog lader til at være den egentlige ophavsmand til, for han spilles jo af Gérard Depardieu, og han var jo i 1990-filmatiseringen af ’Cyrano de Bergerac’ selve denne berømte langnæsede sufflør for den forelskede musketér-ungersvend...
Forvrøvlet og alt for lang
Forvrøvlet? Det er ikke ordet. Tegneseriernes ironiske spil på kendte nutidsfænomener er fortænkt og koket mangedoblet i denne alt for lange film, der f.eks. også giver sig tid til at indlægge fodboldspilleren Zidane himself plus fire-fem andre idrætsberømtheder i helt tomme cameo-roller - efter plottets afslutning!
Det dramaturgisk anspændte overkill-manus drukner enkeltpræstationerne i støj, så det har kun arkivinteresse, at Clovis Cornillac nu har overtaget Christian Claviers rolle som Asterix og Jean-Pierre Cassel er blevet Miraculix, hvorimod Alain Delon faktisk som Cæsar leverer en pudsig selvironisk fodnote til sin egen karrieres sving mellem forbryder og frikadelle.
Hele baduljen er et fortænkt og pinagtigt villet forsøg på overstadig morskab. Og intet forstemmer så slemt som den alt for mærkbare hensigt at ville være vittig!
/ritzau/




























