Hvor råt kan et ungt menneske tillade sig at forulempe og mistænkeliggøre sine omgivelser, alene med den undskyldning, at han/hun (heller) ikke selv kan finde ud af livet, og de nærmeste heller ikke er fejlfri?
Spørgsmålet opstår vist i enhver familie, hvor teenagere slår med vingerne før turen væk fra reden. Men denne fine lille skotske film stiller situationen på spidsen.
Hallam Foe (efternavnet er jo også et lidt højtravende ord for ’fjende’) er sytten og mistænker sin fars ny kone for at have fået hans mor til at drukne i søen, så hun selv kunne få godset og søen.
Patologisk eller patetisk
Mistænksom og indædt sidder han i sin trætop – drengehule og ’tempel’ for den døde mor – og lurer på andre, dirker sig ind i deres hjem og gemmer og majer sig sågar ud med krigsmaling og grævlingeskind på hovedet og overrumpler elskende par midt i akten. Patologisk eller bare patetisk?
Den smukke papmor med det (misvisende?) navn Verity agter i hvert fald ikke at lade ham fremture. I et møde mellem dem slår begges aggressioner om i sex, og Hallam stikker omsider hjemmefra.
Belurende romantik
Men kun for i Edinburgh at blive besat af en ung kvinde, der er hans mor op ad dage. Hende belurer han, først med kikkert hen over Edinburghs dramatiske bjerglandskab af tagrygge og ind ad kvistvinduet til Kate, men snart fra skifertagpladerne lige ved hendes sovekammervindue.
Med job på hotellet, hvor hun er personalechef, kommer han legalt tættere på – og både fascinationen og forbeholdet synes gensidigt. Men hendes elsker, hoteldirektøren kender Hallams »uvane« med kikkerten. Og hjemme på landslottet venter stadig et opgør.
Arrangeret plot
Filmen har afgjort sværere, end den bagvedliggende roman sikkert har haft det, ved at sandsynliggøre og afvikle sit lovligt arrangerede plot. Sikre præstationer af Ciarán Hinds som faren, Claire Forlani som stedmoren og Jamie Sives (fra ’Wilbur begår selvmord’) som hoteldirektøren forbliver baggrund.
For filmens fokus er slet ikke på den ydre handling, men på en tilstand i udvikling: Den purunges revnefærdige forsøg på at forene sårbarhed og rå egennytte, nysgerrighed og mut indadvendthed, ja, grænseløs selvoptagethed.
Fascinerende Jamie Bell
Egennytten vedkender også den mere modne Kate sig i Sophia Myles’ næsten solidt veltrænede ynde. Men især Jamie Bell (engang ’Billy Elliott’, siden bl.a. centrum i ’Dear Wendy’) fascinerer totalt som Hallam med den rastløs flagrende fugleunges på én gang ægte og velberegnede appel om hjælp og beskyttelse – og så en fod i døren, så snart den er på klem.
Filmens form er ikke bare mainstream, måske lidt ærgerligt, for den handler om en aldersgruppe, der er biografernes kernepublikum. Sjældent ser man så ærligt og dog grundsympatisk et billede af den sytten-attenåriges dobbelthed af klynk og dødsforagt, retningsløshed og målbevidst stræben, kyskhed og påtrængende liderlighed.
Instruktion og klip veksler rask mellem traumatiske opgør, patetisk pinlige handlinger – og så et uforknyt rockende lydspor, skæve grin lige fra forteksternes animation til den modnede Hallam på sidste billede. Og så en velgørende upoleret dialog i hele dette signalement af ungdomsopgørets proces mod selvbesindelse.
