Leve os ind i voldtægtsforbryderens følelsesliv – har vi andre overskud til det? Sjældent. Har vi brug for det? Nej! vil ofret vel forståeligt mene. Modsat måske sexologen, kriminologen eller dommeren.
De sidstnævnte får næppe bedre, mere intens hjælp for deres argumentation end denne provokerende – og meget lange – film om voldsforbryderen Theo.
Jürgen Vogels sammenknugede kamp mod sig selv i den rolle er en af de væsentlige – og prisbelønnede – grunde til, at filmen desuden er indtrængende, hjerteskærende og perspektivrig for flere end de professionelle.
Provokerende
Åbningen er et kvarterlangt, udførligt dokumenteret overfald på og voldtægt af en enlig cyklist på en øde strand, filmet så at sige håndholdt hen over skulderen på forbryderen selv.
Stærkt provokerende, afskyvækkende. Men også overbevisende som illustration af, at den voldelige adfærd er en tvangsbestemt kortslutning af indre spændinger, symptom så at sige, på den ensomhed, der er lidelsens kerne. Denne vægtning er jo en slags ’fælde’, fordi vi alle kender ensomhed og kan leve os ind i dén.
Get a life
Det gør vi så, da Theo efter ni år i behandlingsinstitution, heraf de syv på ’medicinsk kastration’, lukkes ud til den ’frihed’, titlen vil problematisere: Job i et bogtrykkeri og værelse i et mandekollektiv af ligestillede – er det en ny start? Eller »begyndelsen til enden«, som den fastboende støttepædagog opsummerer tidligere beboeres bitre erfaring om tilbagefald!
Høflige, selvkontrollerende Theo er ikke underbegavet, så han giver kræfterne afløb ved trykkemaskinen, til fitness og karate – og tager så selv den sidste top af trykket ved en pornofilm. Værsgo – get a life!
Fortvivlelse
Dobbelte følelser – tiltrækning og aggression – over for en sagesløs servitrice er lige ved at kaste ham ud i tilbagefald, men så bliver hans opmærksomhed optaget af Nettie, datter af trykkeriets ejer, der vist er enkemand.
Fatter udsætter datter for følelsesmæssig afpresning, hun er mistænksom over for hankøn generelt, et ’brændt barn’ i kærlighed og i grunden lige så ensom som Theo.
I lange forløb af tavshed og forsigtig tilnærmelse trodser Nettie og Theo deres følelseshandikap – og flytter sammen som lykkelige kærester! Men selv dét kan blive begyndelsen til enden, og langtfra nogen happy sådan, for efter et tilbagefald forlader Theo hende i selvforagt.
Hun fortvivler uden ham – ligesom hendes far gør det uden hende! Hun begynder at forfølge Theo – næsten som han har forfulgt sine ofre. Hun opsøger et af hans tidligere ofre – som rasende hævner sig på hende!
Hverdagsrealisme
Disse parallelforskydninger mellem længsler og lidelser er instruktør og manusforfatter Mathias Glasners store fortjeneste, i øvrigt assisteret både på manus og som medproducent af Jürgen Vogel.
Lige så skånselsløs over for sig selv som han, er schweiziske Sabine Timoteo som Nettie, alternativt køn i sin kantethed og skift mellem alle nuancer fra trodsig fordomsfuldhed til følelsesforkommen hengivenhed.
Fuldvoksne biroller er André Hennicke (’Sophie Scholl’s nazidommer) som støttepædagogen og Manfred Zapatka som bogtrykkeren, hverdagsrealistiske ligesom det bevidste afkald på følelsespiskende underlægningsmusik.
Kroppens dæmoner
Sin egen fri vilje har instruktøren desværre også fulgt på langstrakte, ord- og begivenhedsløse passager, gentagelser og unødvendige omveje (til et venteværelse, ja, helt til en chokoladefabrik i Belgien!), hvis fraklip jo havde givet filmen et tættere tempo.
Men måske havde det så kostet en ganske subtil pointe: Vores egen uundgåelige identifikation med forbryderens livslange ensomhed og lurende angst for tilbagefaldet, nederlaget over for kroppens dæmoner.
