Selvfølgelig glemmer man ikke Judy Garland synge ’Over The Rainbow’. Selvfølgelig glemmer man ikke Judy Garland, når hun som Dorothy fanget midt i tornadoen kigger forbløffet ud ad vinduet på det flyvende hus og ser den eddikesure Miss Gulch forvandlet til ond heks med eget kosteskaft.
Selvfølgelig glemmer man ikke den udødelige replik »Toto, I’ve got a feeling we’re not in Kansas anymore«, der er blevet selve den moderne uvirkelighedsfornemmelses populærkulturelle mantra.




























