Det sete afhænger af øjets hornhinde, må vi igen konkludere af denne overflødige remake af 2002-filmen af samme navn fra Hongkong, nu instrueret af det fransk-spanske par, der lavede den opreklamerede, men plat spekulerende gyser ’Them’ (’Ils’) i 2006.
De gentager her både klichéeffekter og amatørpsykologi:
Dødens kontaktlinser
Den blinde violinistinde Sydney genvinder ved en hornhindeoperation synet - men dermed følger også synerne af ubønhørlige dødsskygger, der afhenter døende mennesker.
»Cellehukommelse« lyder den avancerede medicinske hypotese, men hvad har den kontaktlinse oplevet før og hos hvem?
En tynd kop te
Spørgsmålet kan lige akkurat fængsle os den første times tid, som faktisk rummer mere overraskende glimt af den blindes oplevelse af verden før operationen.
Men så drukner det i ærgrelsen over effektrepetition og lamme hovedrollepræstationer.
Jessica Alba, der ellers er den usynlige trutmunds-blondine i De Fantastiske Fire, er gjort til brunette her, men det bliver hun nu ikke seriøs karakterskuespiller af;
selv om hendes skuespil er bedre end hendes (mimede) violinspil – og langt bedre end Alessandro Nivolas træmand af en discountpsykolog, for slet ikke at tale om resten af holdet.
Filmisk klamhuggeri
Sammenlignet med spanske Bayonas demonstration i ’Børnehjemmet’ af, hvordan rystende transpersonelle oplevelser af kontakt med de døde kan tjene både mesterlig filmkunst og overbevisende næstekærlighed, er Moreau og Palud bare klamphuggere.
