I grunden et ejendommeligt plot, selv for en børnefilm: Dyr redder komponist – ved at drille ham til ny inspiration!
Men ikke ukendt – tænk bare på Disneys ’Hund og hund imellem’. Den havde premiere i 1961, samme år som denne films jordegerntrio havde deres debut som tv-tegnefilm.
Af ydre lignede de grangivelig artsfællerne Chip ’n Dale (Chip og Chap), som havde Disney-debut i en Anders And-kortfilm 1947. Frække Alvin, kloge Simon og følsomme lillebror Theodore oplod deres skingre røster for første gang i julen 1958, da pladen med ’The Chipmunk Song’ skaffede dem og deres ophavsmand Ross Bagdasarian tre Grammyer.
Amerikansk nostalgi
Alle de årstal, fordi der faktisk for et amerikansk publikum er nostalgi i gensynet med de syngende jordegern – halvtreds år, to årelange tv-tegnefilmserier samt tre spillefilmlange tegnefilm efter pladedebuten. Som fortsat danner grundlag for historien:
En fersk Jason Lee, vaklende mellem det friske og det faderlige, spiller sangskriveren David, som er i (velfortjent!) salgskrise, da de tre jordegern tilfældigt flytter ind hos ham – og synger sig til varig bopæl dér og ham til succes.
Glimt af gamle tegnefilm
Længe inden da ligger dog filmens i mine øjne mest vellykkede scener, bl.a. med de tre skadedyrs hærgen i Davids spisekammer og køleskab – her nærmer vi os de gamle tegnefilms vanvidstempo.
En smule spænding og et strejf af satire er der i pladeselskabets skamløst griske direktør (David Cross), som vil sætte sig på den umyndige trio ved at spolere dem med superstjerneopvartning – vistnok et tidløst aktuelt tema i den branche.
Men intet rigtigt nyt? Jo, to ting: Fra tidligere ren tegnefilm er stoffet nu serveret i den sammensmeltning af animation og kødfilm, som Mary Poppins og pingvinerne ganske vist introducerede for 44 år siden, men som ny digitalisering unægtelig fremstiller mere sømløst.
Ingen hjerternes fest
Og så er den lodne gnavertrios skræppende cover-versioner af andres hits blevet technopoppet lidt op. Glemte jeg at nævne, at »handlingen« for en sikkerheds skyld foregår op til jul, at de kvidrende småkræ har hjertet på rette sted, og komponistens ekskæreste (en lige så fersk Cameron Richardson) har det samme?
For mig blev oplevelsen ikke ligefrem nogen hjerternes fest, men i sandhedens interesse må jeg tilføje, at mine medbragte supportere – MGP-eksperter på syv og otte år – var mere tilfredse og store i slaget: seks hjerter fra hver af dem.




























