At fyre en fed gennem en opskåret plastikand. At forcere det 30 kilometer lange hegn omkring Roskilde Festivals område uden at blive pågrebet. At være en af de mange frivillige på vagt, når et telt bryder i brand. Eller at være til stede, når The Streets alias den britiske gadepoet Mike Skinner optræder så intenst, at man som publikum glemmer alt andet; næsten også at trække vejret.
Roskilde Festival er noget så fantastisk som en både organiseret og anarkistisk oplevelse, og sammen med et stort hold af medinstruktører og fotografer er det med filmen ’Roskilde’ lykkedes Ulrik Wivel at formidle festivalens stemninger og mangesidede væsen.
Hvad der sker på pløjemarken
’Roskilde’ bygger på omkring 200 timers filmoptagelser fra festivalen igennem de seneste otte år. Det er en film uden historieperspektiverende speak, uden fokus på festivalens største navne og også i stort omfang uden en dramaturgi, hvor man følger loyale festivalgæsters oplevelser og mundtlige refleksioner over, hvad der egentlig sker på en pløjemark i Roskilde hvert år.
Ganske vist bliver festivalens forhenværende og mangeårige leder Leif Skov interviewet i fokuserede sekvenser om festivalens væsen og den tragiske ulykke i 2000, og uden ham ville filmen mangle tråd.
I få minutter ad gangen flytter han fokus fra myriaderne af publikums- og musikindtryk til en dybere forståelse af, hvad dette her verdenssamfund i miniversion handler om en gang om året. Men resten af filmen er publikums generationssprængende fascination af festivalen i centrum.
Fint sanseapparat
Roskilde Festival er musikkens festival mere end så mange andre, lignende arrangementer. I modsætning til festivaler ved Lillebælt, på Langeland, i Vestjylland eller i Skanderborg er den i Roskilde hverken for retrospektiv eller for hitlistevenlig. Roskilde Festival er et sted, hvor det endnu ikke er afgørende for programmet, om en kunstner har haft 1.000 eller 50.000 besøgende på sin hjemmeside.
I Roskilde er der stor nysgerrighed efter at opleve noget, man ikke kendte til på forhånd. Det er ikke bare Nordeuropas største festival. Det er en udfordrende, udmattende og identitetsskabende begivenhed, og det har Ulrik Wivels fine sanseapparat indsigt i og overblik til at vise.
Lidt for statisk
Musikklip fra koncerter med The Streets, Franz Ferdinand, Rufus og Martha Wainwright, Mew, Sonic Youth og Sigur Rós dyrker ikke ikoner.
De klip integreres i en festivalhelhed, hvor sprut, mudder, sex, sol, ambulancer, sikkerhedsvagter og omtåget barfodsdans er nogle af de mange andre elementer filmet fra en uhomogen og alligevel oftest velfungerende festival, der nærmest opleves som en tilstand.
En tilstand er statisk. Det samme er filmen ’Roskilde’ også i perioder i lidt for høj grad. For mange illustrationer af den samme slags stemninger og hele tiden i et væld af farver. Det er måske omkostningen ved at være så mange instruktører og fotografer om arbejdet.
Fantasien spiller med
Men hen imod slutningen bliver billederne og klipningerne mere abstrakte og poetiske, og filmens sidste halve time er dens bedste. Kendetegnende for Ulrik Wivel får fantasien her lov til at spille med for alvor i en afslutning, hvor billederne danser.
Og når det sker, er vi nogle, der tænker, at der heldigvis kun er halvanden måned til den 37. version af Roskilde.
fortsæt med at læse
