Kritik Afgangsfilm lover godt for dansk tegnefilms fremtid

Foto: Fra afgangsfilmen 'Space Monkeys' af Jan Rahbek.
Foto: Fra afgangsfilmen 'Space Monkeys' af Jan Rahbek.
Lyt til artiklen

Fredag fik Danmark fem ny filminstruktører. De satser alle på et af de internationale markeder, der er i mest rivende udvikling, og hvor Danmark står sig iøjnefaldende godt: markedet for animationsfilm.

Danske tegnefilm og det, der ligner, nyder en international opmærksomhed og anerkendelse, der kan måle sig med den, som danske liveaction-spillefilm nu har nydt godt af i mere end et tiår.

Højt kunstnerisk niveau
Med mindst én tegnet eller på anden måde animeret dansk spillefilm om året i de sidste ti år kan den danske animationsbranche måle sig med betydeligt større nationers produktivitet.

Et højt kunstnerisk niveau sikres også af statsfinansierede uddannelser, anført af Filmskolens linje for animationsfilminstruktører og den nu også statsanerkendte og SU-berettigede uddannelse af animatorer, altså ’tegnerne’, på Animationsværkstedet i Viborg.

Statslig anerkendelse
Med reklameindustriens, tv-kanalernes og musikvideoernes erobring af stadig mere skærmtid er markedet også for længst vokset fra at være ’bare for børn’.

Og endnu hurtigere end markedet er stadig ny, digitale animationsprogrammer udviklet, hvor Danmark også er godt med.

ikke mindst i kraft af en privat computerspilbranche, der nu også har fået sin statslige anerkendelse og videregående uddannelse i form af DADIU, Dansk Akademi for Digital Interaktiv Underholdning.

For resten med samme leder som Filmskolens animationslinje, nemlig Gunnar Wille.

Mange veje at gå
»Ud i verden med jer og jeres talent og muligheder«, lød Willes hilsen til dette års fem animationsafgængere forleden på Filmskolen på Holmen.

»Der er brug for jer, og der er mange veje at gå. Der er mange platforme, man kan udkomme på. Mulighederne for en fortæller har aldrig været større og bredere, end de er lige nu«.

Mest for voksne
Fortællere er lige, hvad de fem nybagte instruktører er. Billedfortællere, altså, med selvfølgelig brug og beherskelse af teknikkerne lige fra tegneprogrammer over kameravinkler og beskæringer til lydens visuelle associationsrigdom – men med streg under fortælling.

Dramaturgisk såvel som billedkunstnerisk er 08-årgangens slutresultater usædvanligt sikre.

Mens forrige holds seks afgangsfilm i 2006 alle satsede på et børnepublikum – og to af instruktørerne, Mette Skov og Esben Toft, er i øvrigt med i småbørnsprojektet ’Carsten og Gittes Filmballede’, der havde biografpremiere i onsdags – så er dette års fem film mest for voksne. Udelukkende, hvad angår ’Til vi ses’ og ’Catharsis’.

Et skæbneøjeblik
Alfred Nguyen er født i Danmark som barn af vietnamesiske bådflygtninge fra 1975, hvor hans antydede fortælling, baseret på nervepirrende nærbilleder, strammer til omkring et skæbneøjeblik: da flygtningenes båd indhentes af den skarpt bevæbnede kystvagt.

Udsoning mellem borgerne i det nu forenede Vietnam og så diasporaen af datidens flygtninge er et af Nguyens mål med filmen, hvis ensomme figurer i skarp konturstreg kontrasterer virkningsfuldt med farvestærke baggrundsflader af uendeligt hav og himmel.

Landskaber som baggrund
Inspirationen fra japansk animé – eller helt nøjagtigt: fra Hayao Miyazaki – er endnu tydeligere i Anders Michaels farvemættet frodige landskaber som baggrund for den blødt rundede figurstreg i ’Catharsis’.

Den følger en lille piges overordentlig gribende og anelsesfulde rejse mellem liv og død for at finde sin mor – efter en trafikulykke med en ikke ganske klarlagt baggrund i druk.

Ganske vist er stregen i Cav Bøgelunds stærke fabel ’Big Man’ – ligesom i hans tidligere trykte tegneserier: ’Nekropolis’ og Lorcas ’Blodbryllup’ – så minimalistisk suggestiv, at alle aldre kan være med: todimensionalt stiliserede stregfigurer på lige så enkle baggrunde af stregbygninger på jordfarver.

Eneste kvinde
Men den Steinbeck-inspirerede fortælling i et Dogville-miljø om en mentalt sent udviklet kæmpe, der af en grisk præst og lynchlysten folkemængde forhindres i at begrave sin lille bitte mor på kirkegården – dén udstilling af flertallets ubarmhjertige dumhed er nu lige præcis til nutidens unge og voksne.

Både børn og deres mødre kan lære meget af ’Sylfidden’, hvor Dorte Bengtsson som afgangsholdets eneste kvinde udfolder menneskekundskab og storsindet humor i helt enkelt karikerende streg, igen todimensional, men med poetisk dybde til symboler:

Den krakilske, neurotisk livsangste mor – der ganske bogstaveligt »puster sig helt op i det røde felt«, så hun svæver som ballon – vil friheden til livs, både hos titlens sværmere og hos den legesyge datter, flyvekræene deler navn med.

Med sit tidløst desillusionerende budskab – ’som mor så datter’ – er det en født lille nyklassiker.

En fest af en filmleg
Digital 3D-animation finder man i år kun, men i suveræn brug, hos Jan Rahbek, der sender to aber – i figurdesigntraditionen fra ’Toy Story’ til ’Terkel i knibe’ – på rumekspedition efter en sjælden, selvlysende plante.

Uimodståelig og godmodig humor styrer de vilde gags, da den strikse overabe sluger planten – en fniseurt? – og bliver så rablende fjantet, at den kuede hjælper må redde ham fra planetens dødningebeboere – en fest af en filmleg, spændt ud mellem Jens Lyn og Tex Avery.

Godt for dansk tegnefilms fremtid

Et års arbejde har hver af dem fået til syv minutters film – det er ’eksamenskravet’. Resultatet viser en selvfølgelig og meget sikker tilegnelse af de ny digitale teknikker, men i de fire tilfælde som midler til en ’tilbagevenden’ til traditionelle tegnefilmudtryk; en tilbagevenden i alle tilfælde til voksenrettede eller almengyldige, dramaturgisk pointerede fortælleformer.

»Det, man fortæller, skal betyde noget, og den måde, man gør det på, skal være præcis og medrivende«, huskede Gunnar Wille sine fem eksstuderende på i afskedssalutten forleden.

Det kunne han roligt gøre, for han havde jo set deres afgangsfilm og ved, at dét har de fattet – og udført i praksis. Hvis markedet forstår at bruge dem, tegner det godt for dansk tegnefilms fremtid.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her