Gennem amerikansk (films) historie løber en blodrød tråd af heroiseret selvtægt, efter bedste evne moralsk retfærdiggjort ved civilisationens og specielt rets- og straffesystemets afmagt.
Pionerernes selvforsvar under ekspansionen mod vest i sin tid er blevet til national selvforståelse, ajourført i nyere film om civilisten, der tager retfærdigheden, ja, hævnen i egen hånd ved storbyens frontier mod underverdenen.
Charles Bronson spøger
Arketypen er Charles Bronson i ’En mand ser rødt’ fra 1974, bygget over romanen ’Death Wish’ af Brian Garfield, der straks skrev efterfølgeren her, ’Death Sentence’, men først nu får den filmet.
Kevin Bacon er her uhjælpeligt et discountmiks af Bronson og Clint’en, og før det endelige tæppe- og mandefald når han endda at rage sig skaldet og mime Robert De Niros ’Taxi Driver’-figur.
Morderisk selvtægt
Skønt familiefaderen overværer en bandes tilfældige mord på hans søn, nægter han ved udsigten til for mild straf at udpege morderen – for i stedet selv at tage sig af ham.
Men her har forsikringsmanden – ekspert i risikoberegning! – forregnet sig, for banden eskalerer krigen, og han selv forvandles til en dublet af de glatnakker, han bekriger. Dét lyder måske som en freds- og retfærdspointe, men drukner totalt i orgiet af ødelæggelse af liv og gods.
Blottet for psykologi
En effektiv jagtsekvens gennem gyder og kældre og nogle korte, men grafisk virkningsfulde glimt af en monumental John Goodman som våbenhandler kan ikke opveje, at ’Saw’-instruktøren så tydeligt er halvhjertet begynder i fag som etik & psykologi, mens han er lidenskabeligt viderekommen i blodige actionscener & gotisk lyssætning.
Tilløbene til religiøs scenografi kunne antyde, at hævnen hører Herren til, som Bush & Baglandets bibel formaner.
Men al filmens energi er investeret i det modsatte: gengældelse så primitiv som i en klankrig på Balkan eller et USA-korstog efter et terrorangreb!
