Den danske småbørnsbilledbog ’Hvordan,mor?’, der i sin tid provokerede med oplysning om køn og forplantning, er vand ved siden af den detaljerede seksualundervisning, 10-årige Maya lige har modtaget, da hendes far henter hende fra skole.
Avlede han og moren virkelig Maya på den klamme måde? Og hvorfor, spørger den lille snerpe videre? Når de nu vil skilles?
Kikset kærlighed
Farens svar er filmens fortælling om hans ungdoms kiksede kærlighed til især tre kvinder: blide Elizabeth Banks, skønne Rachel Weisz og krydrede, vittige Isla Fisher.
Afdæmpet flotte Ryan Reynolds er manden selv, der begyndte som optimistisk pr-medarbejder i bunden af Clintons præsidentkampagne 1992 og 16 år senere som enlig far står til regnskab over for 10-årige Maya i skikkelse af lysende gammelkloge Abigail Breslin (fra ’Little Miss Sunshine’).
Hun må undervejs gætte på, hvem af fortællingens kvinder med opdigtede navne, der så blev hendes mor.
Stærkt skuespil
Rollebesætningen – der også omfatter Kevin Kline i en birolle som intellektuel frikadelle – er halvdelen af forklaringen på, at disse helt traditionelle romantikforviklinger fanger interessen længere end ellers.
Den anden er en, ganske vist kun halvt gennemført, parallel mellem Will Hayes’ personlige og professionelle op- og især nedture og så den forsmædelige realitetskur, det liberale, demokratiske Amerika måtte igennem i løbet af Bill Clintons regeringstid og Lewinsky-affæren.
Over gennemsnittet
Efter filmens indledende amerikanske sexsnerperi er der mellem far og datter en fascinerende hengiven oprigtighed, også i erkendelsen af egen svaghed.
Sammen med det bagvedliggende tidsbillede leverer dét de opmuntrende strejf af brugbar alvor og uundværlig selvironi, som løfter en feel good-bagatel over gennemsnittet.




























