Paradoksalt er det jo egentlig ikke, men alligevel: At opleve en film eller et andet kunstværk om dødens pludselige tilfældighed kan stimulere livsfølelsen gevaldigt!
Jo mere illusionsløst og uigenkaldeligt livets næsten altid utidige afslutning er fremstillet, desto mere intenst værdsætter man hvert hjerteslag og åndedræt på vej ud af biografen. Sådan virker ’Tid til afsked’ på mig.
Romain hedder den kønne unge modefotograf, som lægen her giver få måneder tilbage at leve i. Sygdommen er cancer, ikke aids, men Romain dropper sit homoseksuelle kæresteforhold og snart også jobbet og lader sorgen bestemme over den resterende tid.
Først som fortvivlelse, selvmedlidenhed og vrede, bl.a. mod forældrene og mod søsteren, der selv har børn. Siden som en mild og næsten konstruktiv resignation – og en art forlænget livsfølelse, en mulighed for alligevel at sætte sig spor blandt de efterlevende.
Et barnløst ægtepar uden kendskab til Romains sygdom beder ham være donor/far til deres barn.
Prisværdig præstation
Skuespilleren Melvil Poupaud må stå til en af årets priser for sin gengivelse af denne psykiske og eksistentielle rutsjetur, og han får især stærkt modspil af den nu 78-årige Jeanne Moreaus garvede skønhed i rollen som hans bedstemor og eneste medvider om dødsdiagnosen – »du skal jo snart selv dø«, forklarer han!
Lige så fri for glamour eller følelsessovs er Valeria Bruni-Tedeschi som den ukendte vordende mor, og Christian Sengewald er et skælmsk men sympatisk bekendtskab som den fyrede bøssekæreste.
Premieren i dag passer fint med Gay and Lesbian-festivalen, og med de films gennembrud til mainstream-kanalerne – langt om længe – hvorfor skulle alle de varme, vemodige og frække scener mellem d’herrer og inden for donortrekanten her også være forbeholdt den festivals publikum?
Målbevidst og skemalagt
Instruktørens målbevidste og i et kort glimt næsten skemalagte hensigter med os – helt efter fransk auteur-opskrift – kan måske gøre større følelsesnarkomaner end mig forstemte.
Men ikke desto mindre har François Ozon skabt et gevaldigt smukt midtertableau i det trefløjede værk om sorgen, som han indledte med Charlotte Ramplings sorg over at miste den elskede i ’Under sandet’, og som skal afsluttes med en film om at miste et barn.
Her midtvejs er altså sorgen over at skulle ’miste sig selv’ skildret som ukuelig livslængsel og illusionsløs smerte, komponeret, fotograferet og musikunderlagt med den yderste præcision. En ode til livet, ansigt til ansigt med den visse død.
