Det kan sortne for øjnene, det véd enhver, men hvis det ’hvidner’, hvad er symptomet da (h)vidnesbyrd om?
Ja, undskyld, men desværre har man tid til at falde i ordspilsfælderne under disse to timers ’Blindness’.
For trods alle synerne af mælkehvid tomhed lykkes det ikke rigtigt ’The Constant Gardener’s instruktør, brasilianske Meirelles, at løfte den indbyggede selvmodsigelse: at visualisere ’En fortælling om blindhed’.
Gensidig afhængighed
En form for »omvendt amaurosis« er øjenlægens tilnærmelse til en diagnose, hvor den retvendte sygdomsversion netop kendes ved, at det pludselig sortner.
Men i den portugisiske nobelpristager José Saramagos romanallegori fra 1995 (på dansk 1998) er sagen jo netop, at denne blindhedsepidemi, der smitter via blikket – så øjenlægen bliver et af de første ofre! –- nok skildres medicinsk bogstaveligt, men skal forstås symbolsk:
»Jeg tror ikke, at vi blev blinde, jeg tror at vi er blinde, Blinde som ser, Blinde som ser uden at se«, lød øjenlægens konklusion på sidste side i bogen med den karakteristisk punktumløse sprogbrug a la bevidsthedsstrøm.
Altså: Til hverdag er vi blinde for, hvor dyrebart hvert livsøjeblik er, hvor skrøbelig hverdagsrutinen er, og hvor dyb vor gensidige afhængighed af hinandens hjælp, hensyn, kontakt er.
Kontantværdier og seksuelle modydelser
Men dén indsigt kommer, da de blinde bliver spærret inde. Karantænen bliver en gruppe-robinsonade som ’Fluernes herre’.
Et studie i rå socialdarwinisme – udnyttelse, voldtægt, mord – mellem de internerede, da en slubbert (Gael Garcia Bernal) og hans slæng monopoliserer provianten, opkaster sig til konge og forlanger kontantværdier og seksuelle modydelser.
Mark Ruffalo yder en solid indsats som øjenlægen, der vil fastholde civiliseret fællesskab, og Julianne Moore gør heroisk indtryk som hans kone med et tungt ansvar som den eneste (hemmeligt) seende.
Banaliserende horror
De to bliver anførere for en sociologisk velkomponeret lille gruppe – et andet ægtepar, en enlig dreng, en escortpige og en i forvejen svagsynet sort mand, alle uden forhistorie, men dermed også ude af stand til at indfange al vor sympati.
Tilskuerens harme går det bedre med at appellere til, så den svære og højaktuelle diskussion om, at anstændigheden, næstehensynet er umistelige – om så man skal dræbe for det! – er ved at drukne i kun alt for triviel skræk og vold.
Trods det højprofessionelle spil er filmen mest interessant som en romanadaptation, der ikke indfrier ambitionen: Når Saramagos sprogligt tøvende præcision og distance afløses af kameraets entydige konkretisering, tipper her en tankevækkende fabel over mod banaliserende horror.
fortsæt med at læse
