Da Chiles militærjunta omsider blev sat fra magten efter 18 års diktatur, var Pablo Larraín selv kun 12 år.
Men gammel nok til, at han endnu i dag kan huske tiden under general Augusto Pinochet og den afstemning, der gjorde en ende på militærstyret.
Om valgkampagnen op til afstemningen i 1989 handler hans ny, originale og prisbelønnede film, med titel efter valgets udfald: Det utvetydige nej til fortsat diktatur. Helt snævert handler det om nejsidens valgkampagne tilrettelagt af en ung reklamemand, der ellers har boet i udlandet.
LÆS OGSÅ Livstidsfange spiller forbryderisk godt i farverig reality-komedie
Der har han lært, hvad der sælger. Nemlig munter humor, optimisme, drømme om de bedste øjeblikke af fællesskab og nydelse – alt det, som vi i filmens start ser ham udfolde i en reklamefilm for en ny coladrik med det mildest talt overdrevne navn ’Free’.
En håbløs opgave
Landflygtigheden skyldtes, at unge René Saavedras forældre var ofre for juntaens vold, og det – foruden hans åbenlyse succes – får Chiles brogede vifte af demokratisk sindede partier til at bede ham stå for valgkampagnen.
Han siger ja til Regnbuekoalitionen, enten det så er af politisk overbevisning eller på grund af den professionelle udfordring i så håbløs en opgave.
Håbløs, bl.a. fordi der kun er et kvarters sendetid om dagen til nejsiden, og kun på stats-tv-kanalen, der resten af døgnet forherliger livet under Pinochet. Og fordi jasidens kampagne med alt fra solgyldne løfter til kulsort kommunistforskrækkelse spiller på det chilenske folks egen usikkerhed for fremtiden: Man ved, hvad man har, men ikke hvad man får.
kritik Moderne 'Fluernes Herre' drukner i triviel voldDertil kommer så, at Saavedra og hans medarbejdere efterhånden bliver overvåget, forfulgt og truet, han selv bl.a. af sin egen chef, der i illusionsløs opportunisme går med i jasidens kampagne.
Den modsætning havde været fin at få uddybet: politisk og aldersbestemt holdningsforskel forklædt som kollegial konkurrence mellem de to chilenske ’Mad Men’ – den unge reklametroldmand og den gamle.
Spillet respektive af den – her befriende ukælne – Gael Garcia Bernal og så den uudgrundelige Alfredo Castro, der også havde roller i Larraíns to første film i trilogien, ’Tony Manero’ fra 2008 om livet under Pinochet og ’Post mortem’ om det CIA-assisterede oberstkup i 1972.
En stemning af forfølgelse
Næppe tilfældigt modtog filmen sine to publikumspriser på festivaler i netop São Paulo og Thessaloniki – lande med militærstyre i frisk erindring.
Livet under Pinochet må man altså til den første Larraínfilm efter, ’No’ begrænser sig til politivold mod demonstranter, blandt andre Saavedras ekskone (en sært uforklaret personbaggrund).
LÆS OGSÅ Kim Skotte: Derfor blev en 'En kongelig affære' Oscar-nomineret
Men filmen emmer af en stemning af forfølgelse, og det skyldes ikke mindst formatet: tv-kanalernes daværende videoteknik U-matic håndholdt i Saavedras lange skateboardture gennem Santiago.
Blæst op på biograflærredet glider det sømløst sammen med de passager, der er ’ægte’ tv-klip fra valgkampen dengang, og låner ’dokumentarisme’ til en film, der burde vises i hele Mellemøsten lige nu.
fortsæt med at læse
