Kan man kalde en gudsforladt flække for ’verdens røvhul’ – og det gør man jo – så lever Barrow i Alaska dobbelt op til betegnelsen, for her, 300 km isødemark nord for nærmeste civilisation, skinner solen virkelig ikke tredive dage om året.
Altså et paradis for mørkets monstre, og hvem tåler ikke dagslys? Vampyrer, selvfølgelig, hverken de gamle af den transsylvanske skole eller de nymodens ’udøde’, der har erobret scenen siden Romeros ’Night of the Living Dead’ i 1968.
Glubske mørkemænd
Her møder vi en blanding: Deres sprog er en konsonantrig kaukasisk gurglen, heldigvis med undertekster, men dødningene af begge køn ankommer til Barrows 25 kuldegrader i let og ret moderne – om end slidt – tøj.
Skoletandplejen kan dog ikke være opfundet der, hvor deres bisser groede! Men alt ånder endnu fred, da sheriff Oleson (Josh Hartnett fra bl.a. ’Sin City’) kører sin solnedgangsrunde før mørket, mens hans ekskone Stella (Melissa George) kommer for sent til sidste fly sydpå.
Så bliver byens mobiltelefoner brændt, kraftværksbestyreren ædt som den første og slædehundene slagtet – beboerne er nu bogstaveligt afskåret fra omverdenen og kan udgøre de glubske mørkemænds månedlange tagselvbord.
Blodtørstige detaljer
Sheriffen samler en lille flok overlevere på et loft, som var det en vognborg mellem rødhuder, i venten på kavaleriet, næ, dagslyset: Overlevende udenfor skal hentes ind, egoister og sindsforvirrede indenfor bringer hele flokken i fare, omvendte syndere ofrer sig for almenvellet.
Ikke uforudsigeligt, men for fans af blodtørstige detaljer er der velturnerede chok, bl.a. i vicesheriffens grumme skæbne, glimt af et sultent barn i supermarkedet og flere øh ... godbidder.
Fotohåndværket er heller ikke ringe, men skuespil leverer Danny Huston bedst som dødbidernes dystre anfører. Om det ferske sherifpar er gift eller skilt, levende eller døde, er straks vanskeligere at gå op i, selv om filmen gerne vil trøste os med, at i modgang lærer vi at værdsætte kærlighed, familie og fælles ansvar.
