I år 208 stod slaget ved Den Røde Klippe, dvs. få år før afslutningen af Han-dynastiernes blomstringsperiode, og dét slag kender kinesere – og sinologer – bl.a. fra 1200-tals romanen ’Beretningen om de tre kongedømmer’.
Tilbage fra Hollywood (bl.a. ’Hardboiled’ og ’Mission: Impossible 2’) følger instruktøren John Woo nu vistnok mindre romanen end historiske kilder.
Desværre, for med to en halv times vekslen mellem storslåede slagscener og ædle feltherrers drøftelser taber han selv kampen om tilskuerens medleven: Digitalfascination og historietime skygger for den menneskelige historie.
En halv time kunne med fordel klippes ud af klippen.
Ingen undgår klichéen
En svag kejsers stærke kansler vil knække den vestlige Xu-konge Liu Bei, der faktisk senere blev kejser, men her trods tapper modstand ikke har en kinamands chance uden alliance med kongeriget Øst-Wu.
Xu-gesandt og Wu-vicekonge (hhv. Takeshi Kaneshiro og Tony Leung) svinger godt i en ’musikalsk duel’, gevaldig ædelt; og vi møder historiens to mest psykologisk interessante (bi)figurer: vicekongens kone (Chiling Ling), hvis skønhed bliver et hemmeligt våben mod den grumme kansler; og Wu-kongens søster (Zhao Wei), en ilter Mulantype, der modigt færdes bag fjendens linjer i mandetøj.
Gamle Zhang Fengyi (’Farvel min konkubine’) lægger dybder i den snu kanslers rolle, men hverken ædle unge eller tapre tunge drenge når ellers ud over klicheen og ind til vores engagement.
Der går 'Troja' i den
Flotte billeder, men ikke indtrængende. Ingen plads til en hovedperson, den plads indtager slagscenerne.
Dels titelsøslaget på floden med digital mangedobling af galejerne, dels landtræfninger med geledder af spiddede krigerkroppe og væltede heste – en sikkert berømt Xu-general er ekspert i det sidste.
Den sidste nærkamp inddrager ret flot al Hongkongfilmenes digitalerfaring med svævespring, men helheden lander altså noget stivbenet.
Ihukommende det lige så digitalberusede sandalflop fra 2004 kan man sige, der her er gået ’Troja’ i Kinas historie.
fortsæt med at læse
