Knap 200 km øst for Warszawa begynder Hviderusland, og fortsætter man derigennem ca. 600 km mod nordøst, passerer man hovedstaden Minsk og siden grænsen ind mod Rusland, og derinde ligger Katyn, lige før man når byen Smolensk.
Katyn er en uanselig landsby – og benævnelsen for en monstrøs sovjetisk krigsforbrydelse under Anden Verdenskrig. Monstrøs og i mange år unævnelig, i hvert fald øst for jerntæppet.
Om forbrydelsen såvel som unævneligheden – årevis af nagende uvished for titusindvis af mennesker – handler Andrzej Wajdas rystende, storslåede, men også særprægede film.
Måneders stormløb
Film nummer 50 er det vist fra den gamle polske mester, hvis ’Aske og diamanter’ fra 1958 sammen med bl.a. Polanskis ’Kniven i vandet’ tegnede den polske nybølge-films internationale gennembrud først i 1960’erne.
Efter Solidarnosc-filmen ’Jernmanden’ fra 1981 og den nutidsallegoriske ’Danton’ året efter blev Wajda lagt på is af de polske myndigheder – og tilsyneladende også af danske biografdistributører.
Men nu kan Gloria-biografen forhåbentlig belave sig på mange måneders stormløb. ’Katyn’ bør ses af enhver, der har fulgt de senere års filmiske opdatering af vores europahistorie, fra ’Der Untergang’ til ’Flammen og Citronen’.
Enhver, som tillægger filmkunsten andre kvaliteter og opgaver i vores liv end den ’rene’ – dvs. ofte så møgbeskidte – underholdningsværdi.
En besk kommentar
’Katyn’ er indfølende skuespilkunst, men også en rå beretning om et eksempel på kynisme og brutalitet, hvor Stalins Sovjetunion ikke lod Hitlers Tredje Rige noget efter.
En film om krigsforbrydelser og politisk løgn og bedrag i stor skala – og dermed ikke bare optrevlet fortid, men en besk kommentar til vore dages skjulte eller tabuiserede krigsforbrydelser på Balkan, i Mellemøsten, Fjernøsten, Afrika og Sydamerika – steder, hvor krigsforbryderne stadig har magten.
Og i visse tilfælde er stiltiende tålt af eller ligefrem allieret med USA, Nato, Danmark.
Massegrav i skoven
Mere højaktuelt kan en film vel dårligt åbne: med panorering hen langs en uendelig strøm af mennesker i alle aldre på flugt fra krigen.
I dette tilfælde polakker på flugt for tyske besættelsestropper september 1939. På en lang, smal bro møder de en flygtningestrøm fra den modsatte kant – på flugt for hæren fra Sovjet, endnu på dette tidspunkt i ikke-angrebspagt med Tyskland.
Få dage efter var 15.000 polske officerer forsvundet, og først i 1943 fandt man dem i en kæmpe massegrav i skoven omkring Katyn.
Henrettet efter direkte ordre fra Stalins øverste Sovjet, med den berygtede massemorder, sikkerhedspolitichef Lavrentij Beria som planens ophavsmand. ’Katyn’ er siden blevet fællesbetegnelse for en hel stribe massehenrettelser af politiske fanger også i Hviderusland og Ukraine.
Koldblodige nakkeskud
Men eftersom Polen ved Jalta-aftalen mellem Stalin, Churchill og Roosevelt i 1945 bliver sovjetisk interessesfære, bliver sandheden om forbrydelsen tabu. Benægtet af ’befrierne’ fra Sovjetunionen helt frem til 1990!
Fra åbningsscenen, hvor en lille pige og hendes mor skiller sig ud fra flygtningestrømmen, kun for at se officersfaren blive gennet om bord i en godsvogn – og aldrig gense ham, ved vi jo – klipper Wajda til andre skæbner.
Ganske omstændeligt – først uoverskueligt og trukket langt ind i efterkrigstidens koldkrigsmangler og med bl.a. den polske katolske kirkes tvetydige rolle belyst – flettes disse menneskers skæbne og uvished så sammen mod afsløringen af den katastrofe, de ikke kender omfanget af, men som vi i salen ved har fundet sted.
Og som vi til sidst også ser udført som det ene koldblodige nakkeskud efter det andet i den snedækkede og opmudrede skov omkring gravkoens hul.
Stærkt spil
Skønt fortælleren altså har den udfordring, at vi i dag »kender slutningen«, fungerer disse scener lige oprørende, ja, bogstaveligt ubærlige.
Wajda – der sammen med to kolleger står for manus efter Andrzej Mularcyks bog ’Post mortem’ – er selv søn af en af officererne fra dengang, og hans mor døde i 1950 uden at kende sandheden.
Men Wajda senior optræder ikke i filmen. ’Katyn’ er en kollektivfortælling af den slags, hvor anonyme bipersoner vokser til hovedpersoner, både blandt fangerne og de efterlevende; takket være stærkt spil såvel som træk – og ugerevy-strimler – lånt af den dokumentarisme, filmen deler bestræbelse med.
Løgn over løgn
Er det så ’en god film’? Ja, men målet med ’Katyn’ er ikke alene en ’afsløring af sandheden’ (som vi jo kender) eller blot ’en stærk fortælling om Anden Verdenskrig’ (som vi jo har mange af).
Målet er at gøre krigsforbrydelsens afstumpethed og realpolitikkens efterfølgende løgn over løgn så uforglemmeligt anskuelige og moralsk forpligtende for os efterlevende, som kun den dokumentarisk baserede og kunstnerisk formede fortælling kan gøre det.
Målet er nået.
