Originalt kunstnerisk udtryk fjernt fra amerikansk mainstream i animationsspillefilm for børn har været et ret europæisk fænomen – franske Sylvain Chomet, britiske Nick Park eller vor egen Jannik Hastrup – men nu ser vi også amerikanske forsøg.
’Horton møder støvfolket Hvem’ var sidste år et flot bud på grotesk nonsenspoesi, og ’Eventyret om Despero’ her har ligefrem kunsthistoriske ambitioner.
Ikke nok med en rotteskurk ved navn Botticelli og en ditto skurk/helt med originalnavnet Roscuro (som i kunstbegrebet chiaroscuro) og en figur, der hedder Boldo og udelukkende består af frugt og grønt, ligesom portrætterne af senrenæssancens Giuseppe Arcimboldo.
Ingen rotter på loftet
Nej, russiske Evgenij Tomov (fra ’Trillingerne fra Belleville’ af Chomet, der også var på tale som instruktør her) har i sit production design trukket på både Vermeer, Brueghel og Bosch til handlingens tre niveauer:
Menneskenes i kongeslot og nærliggende svinesti; musenes verden bag slottets paneler og lige under gulvet; og rotternes dybt under dets fangekældre og brønddæksler.
Det er på en gang storslået og stramt disciplineret.
Nedstyrtning til rotteriget
Filmens andet store aktiv er den egentlige helt: Musen Despero, der i modsætning til forældre, søskende og andre artsfæller nægter at være bange! Med sine store ører og hele udstråling af uforsagt og videbegærlig velvilje slår han forgængerne fra Mickey til Fievel (i Bluths ’An American Tail’) i livagtig nuttethed.
Det er bare plottet og fortælleformen, der er noget rod: Rotten Obskur falder i dronningens suppe, så chokket tager livet af hende og livsglæden fra kongen – og dermed hele kongeriget, der henligger i gråvejr, men tørke.
I Museland hersker autoritetstro og frygt som doktrin, så da Despero har forlæst sig på eventyrets tapre riddere og modigt besøgt prinsessen, bliver han nedstyrtet til Rotteriget.
En rodet affære
I arenaen dér redder han sig akkurat fra en fed kat, takket være indblanding fra den rotte, Obskur, der ved sit fald i suppen udløste landesorgen og nu vil tilgives af kongedatteren.
Men Prinsesse Ært hyler bare i panik, og dét vender vrangen ud på den venlige rotte, der bliver sortseende hævner (clairobscur, ik?) og bruger en tumpet tjenestepige fra svinestien, Sisse So (!), som redskab til at fange prinsessen og blive rotternes helt – medmindre musen kan rette op på det hele og få kongen til at le, regnen til at falde og suppekokken til at arbejde igen?
For mange kokke fordærver maden
Pølsesnak, javist. Men sikkert vidunderligt poetiske vidtløftigheder i en børneroman på 270 sider (af Kate DiCamillo, fås for 99 kr. på dansk), hvor logik er overladt til fantasien.
Her er det blevet noget rod, der kun kan hænge sammen ved en ellers umotiveret fortællerstemmes indblanding – så man tager sig i at længes efter go’, gammel, industrielt målbevidst, enstrenget Hollywood-dramaturgi.
Så sent som med ’Ratatouille’ så vi, at rotter i køkkenet godt kan give fuldt hus af kokkehuer.
Men trods enkeltfigurers charme, kunsthistorie, stjernebesætning (også gode danske stemmer) og øvrige storslåede ambitioner og ingredienser får denne suppedas snarere en til at mindes ATS-mottoet i sin tid: Mange kokke fordærver maden – selv om der er også nogle, der ikke gør det.
fortsæt med at læse
