Med en livvidde på cirka 26, en talje som en ung kvindes og en imponerende usvækket hårgrænse gik storflabede Mick Jagger og resten af The Rolling Stones på scenen i The Beacon Theatre i New York 29. oktober og 1. november 2006 under overværelse af ikke blot publikum, men også den celebre filminstruktør Martin Scorsese og hans 18 kameraer.
Scorseses arbejde med velsagtens verdens ældste rockband, The Rolling Stones, er blevet til koncert- og portrætfilmen ’Shine A Light’. Da Scorsese i 1978 havde premiere på ’The Last Waltz’, var der tale om en musikfilm om et bands – altså The Bands – definitive afskedskoncert med et imponerende gæsteopbud fra Bob Dylan til Neil Young, Joni Mitchell og Neil Diamond med mange flere.
Voksne drengerøve
Scorseses Stones-film ’Shine a Light’ er ikke på samme måde et epokebeskrivende filmkvad. The Rolling Stones’ musikere er i 60’erne, men hverken Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood eller Charlie Watts ser ud, som om de er klar til at smide henholdsvis mikrofon, guitarer eller trommestikker.
De ligner meget voksne drengerøve, der virkelig har lyst til at spille gamle numre, der var kontroversielle i rockens ungdom, og også nyere sange fra et imponerende omfattende albumkatalog, hvor det yngste indslag, ’A Bigger Bang’ fra 2005 måske ikke er det mest kendte, men bestemt ikke er det mest ringe.
’Shine a Light’ er en musikfilm. Flot filmede koncertoptagelser fra The Beacon Theatre fylder det meste af den lidt mere end to timer lange spilletid, og der er mange ting, man selv kan tænke ind i billederne, hvis man har lysten eller alderen til det.
Spillesultne kammerater
I begyndelsen af filmen koketterer instruktøren og især Mick Jagger med, at der ikke er styr på sætlisten, hvilket mest tjener som anskueliggørelse af, at man godt kan være impulsiv, selv om man spiller i et band, hvor gennemsnitsalderen er 60+.
I sig selv er det nu ikke nær så epokegørende, som det ville have været for få årtier siden. Formentlig er det et bevidst valg fra Scorseses side at fremstille The Rolling Stones som kammerater, der aldrig er blevet så voksne, at de altid er enige om sætlisten eller scenografien.
Da rocken var ung, var The Rolling Stones et hold farlige, engelske fyre i manges øjne. Nu er bandets medlemmer noget i retning af multimillionærer i pundstørrelse, men når de er på scenen, ligner de stadig spillesultne kammerater i Scorseses optik.
Dyrt produceret
’Jumpin’ Jack Flash’, ’All Down The Line’, ’Loving Cup’ (med gæsteoptræden ved Jack White), ’As Tears Goes by’ og ’Just My Imagination’ er blot nogle af numrene, som The Rolling Stones spiller i en film, hvor forståelse af bandets natur lades underforstået.
Det kan man til gengæld som instruktør tillade sig at gøre, når der er tale om et band så kendt som The Rolling Stones. Adskillige klip tilbage til fortiden redegør rigeligt for, at The Rolling Stones var provokerende i begyndelsen af 60’erne, og at det er en gåde, at Keith Richards stadig er i live.
Hvis man virkelig ikke kan døje lyden af The Rolling Stones, skal man holde sig fra ’Shine a Light’. For alle andre må denne her dyrt producerede musikfilm være en fornøjelse.
fortsæt med at læse
