kritik Tiden går langsomt i den italienske hede

Gianni, der stadig bor hjemme hos mor på 93, må se sig forvandlet til vært i et pensionistpensionat.
Gianni, der stadig bor hjemme hos mor på 93, må se sig forvandlet til vært i et pensionistpensionat.
Lyt til artiklen

Italien er andet end hu-hej-pizza ved stranden, mafiosi i hurtige biler og en gammel, grådig og grinende præsident omgivet af halvnøgne unge piger.

Noget helt andet: Stillestående hede i mennesketomme gader. Laaangsomme bevægelser under de kun strengt nødvendigste indkøb.

Midaldrende dagdrivere, der tager sig et glas i skyggen uden for det hul i husmuren, som gør det ud for en vinhandel.

Rar hængerøv
En af dem er Gianni. Rigtig rar og noget af en hængerøv, der stadig bor hjemme hos sin 93-årige mor i Trastevere.

I august, hvor heden driver alle andre ud af Rom, er hans tempo i bund, men han får sin sag for.

Da han er bagud med huslejen, må han nemlig finde sig i, at viceværten parkerer sin aldrende mor hos ham i Ferragosto-weekenden for selv at tage på landet.

Viceværtmoderen har endda en tante Maria med – og snart kommer huslægen også og anbringer sin gamle mor med alle hendes piller og kostplaner.

Giannis fredelige mødrene hjem er blevet pensionistpensionat for en weekend!

Besværlige damer
Han gør sit bedste, men de damer er ikke lige indstillet på at tage hensyn – tv-apparatet kan jo f.eks. kun stå ét sted ad gangen.

Og lægens let senile mor vil blæse på diætforskrifterne, når der er pasta al forno på menuen.

Hvorimod viceværtens ophav fornærmet går i byen og spiser, og da Gianni endelig får hende hentet hjem, vil hun hygge sig med ham i sofaen.

Kedsomheden gør de damer besværlige, men søndag morgen, da grænserne er prøvet af, fremkalder selskabet de bedste sider af dem: Gianni bliver sendt i byen for at finde fast og flydende kost til en rigtig augustfrokost! Han allierer sig med kammeraten nede fra vinhandlerens fortov, og med tilstrækkeligt med glas og smøgpauser breder hyggen sig ...

Autentiske damer

Damerne er amatører og måske derfor så ægte?

Den 59-årige instruktør spiller selv Gianni med et skønt Thomas Winding-smil og ditto tempo, som man tror på: La dolce farniente, ikke kun for jetsettet, men for Flinkesen her og hans fire rynkede svesker i Rom.

Med sin beskedne handling op til den frokost må filmen være den neo-neorealistiske komedies svar på ægte slowfood.

Søren Vinterberg

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her