Titlen er lige så køn, men irriterende tilfældig, som resten af denne film virker fascinerende og dog frustrerende.
På det årlige besøg hos en farmor på landet leger børnebørnene, mens to svigerdøtre og de tre voksne børn, der voksede op i huset, småsnakker.
Men den gamle dame selv vil tale om delingen af boet efter hendes død. Hun hæger om huset som en hel kunstsamling efter en kær afdød onkel, en kendt maler.
Den snak fejer ældste søn Frédéric af: »Du lever nok længe endnu, og derefter beholder vi børn huset sammen, der er jo kun en time i bil til Paris«.
Dér bor han selv med kone og teenagebørn. Men søsteren bor alene i New York og lillebror med kone og småbørn i det fjerne Østen.
Farmoderen holder på sit, giver sine instrukser – og børneflokken spredes igen.
Planen smuldrer
Da hun så falder fra, falder Frédérics plan for barndomshjemmet også fra hinanden. Overraskende for den lidt stavnsbundne storebror, som søster og lillebror nu må skuffe.
Men stille og roligt – ikke noget rivegilde om arven. Hver beholder et par yndlingsting, den gamle husholderske ligeså.
For at slippe for arveafgift donerer de nogle klenodier til Musée d’Orsay, udramatisk. Men har et kønt møbel egentlig værdi på et museum, som historie?
Nej, synes Frédéric, kun som del af et levet liv.
I et nyt lys
I dét liv – den afdøde mors – ligger også den eneste smule dramatisk afsløring i denne film: Hendes hengivenhed for den berømte maleronkel havde sin hemmelige årsag, der nu kommer frem.
De nu midaldrende børn ser deres mor og egen barndom i nyt lys. Men er allerede selv overhalet af tredje slægtled, som usentimentalt lukker og slukker den ribbede rønne næste sommer med et brag af et teenageparty.
Det var så det. Et liv.
Uden plot
Den nu midaldrende franske instruktør Olivier Assayas har før lavet regulære thrillere som ’Demonlover’, så han ved godt, hvad et plot er.
LÆS ARTIKEL
Det har han bare droppet her, i en film, hvis udtryksform minder mere om hans tidlige ’Fin août, début septembre’.
Og mens man sidder dér og venter forgæves på opgør, drama, pointeringer, opnår han i stedet noget sværere: antydningen af de helt ordløse sjælsrørelser bag rolig overflade.
At miste én uventet. Revidere sit billede af hende. Af sig selv. Af familiens liv. Opdage, at også et af ens egne livsafsnit nu er forbi, væk.
Drama mellem linjerne
Som i en novelle af Herman Bang, Raymond Carver eller Per Pettersson ligger dramaet mellem linjerne, her: mellem replikkerne.
Filmens score er et nummer for sig – fra højaktuel heavy metal til eftertænksomme toner, ting helt ude af sync med tiden.
Hvornår har en – i øvrigt alt andet end psykedelisk – film måske sidst taget os med The Incredible String Band »to distant lands, wondrous and fair«?
Filmen virker
På dagens biografmarked er det modigt satset. Men helheden virker, forbløffende nok.
Glimtene af de tre søskendes fælles og dog så adskilte liv lyses også op indefra med fint spil af Charles Berling som overansvarlig storebror, en klædeligt afdæmpet Juliette Binoche som søsteren og ikke mindst Edith Scob som familiens smukke gamle samlingspunkt – så længe det varer.
Det vil sige: så kort. Ligesom sommertiden?
