I orkanens øje er der stille – og man har det suverænt dårligste overblik over dens virkninger.
Noget i den retning må have foresvævet Ang Lee, da han besluttede at genskabe Woodstock-festivalen – komplet med menneskemasser og trafikkaos, hårpragt, syretrip, free love og body surfing på mudderglidebanen, men så godt som uden musikken – som ramme omkring en betydeligt mindre begivenhed:
En ung skabsbøsse springer ud, lige så diskret, og tager sit lige så sagtmodige opgør med et grotesk stivnet forældrepar.
Beretningen bygger på denne unge mands senere udgivne erindringer og er i grunden en udmærket filmidé: at spejle det lille, individuelle generationsopgør i det store, ja, globale ungdomsoprør med alle senere rockfestivalers moder som ramme.
Mislykket film
Men forsøget mislykkes i mine øjne. Og i mine ører.
I sommeren 1969 er de russisk-jødiske immigranter Jake og Sonia Teichberg ved at køre deres nedslidte motel i Catskill-bjergene totalt i hundene, da deres søn, Elliott, prøver at hjælpe dem over terminen ved at invitere en planlagt musikfestival til byen.
Og før han når at tælle til ti, er han rendt over ende af en generationsbegivenhed, der kom til at give genlyd fyrre år senere.
Nedslidte forældre
Forældrene er lige så nedslidte som motellet selv. Fatter er parat til at give op og dø, mens mutter er en ildsprudende parodi på en indvandrer.
De spilles med brask og bram af de britiske skuespillere Henry Goodman og Imelda Staunton, lige til en eller anden lokker hashkager i dem, og deres bitre forstening opløses i lallende jubel og fnisende fryd.
Mere lam forekommer Demetri Martin som artige Elliott. Kultkomiker skulle han være, vi har set ham som ’reporter’ for Jon Stewart i The Daily Show, men her er komikken godt gemt.
Bange for stoffet
Det er, som om Ang Lee på én gang er draget af sit stof og bange for det – som når han med omtalen af den efterfølgende – og som vi nu véd: skæbnesvangre – Stoneskoncert samtidig vil indflette en skjult advarsel mod al det sex, drugs and rock’n’roll: Syndens sold er døden, børnlille.
LÆS ARTIKEL Ang Lee: Ingen har jo kønshår længere
Alligevel lykkes det kun i korte glimt Lee at genskabe frigørelseseksperimentets faktiske sus af kombineret fryd og angst: Nu slipper vi kontrollen!
Da Elliott omsider lader forældrene om at passe biksen og vandrer mod musikscenen nogle bakker derfra, når han ikke længere end til et ungt par i et VW-rugbrød.
Woodstock i det fjerne
Mens syretriptrekanten ser ganske flotte farvemønstre, fortoner Crosby, Still og Nash sig i det fjerne. Alt for fjerne. Men nærmere kommer vi ikke.
For snævre portrætter
Hverken det outrerede forældrepar eller landsbyens parodisk vrangvillige og dog bjergsomme hillbillies vokser til noget alment portræt af den forrige generation.
Lige så lidt som ungdomsoprøret kan rummes i billederne af en overspillet Vietnamveteran, en hårfager arrangør til hest mellem hippieskarerne – Michael Lang hed rytteren, der senere blev et ikon for festivalen – eller en parodi på gruppeteater, der ligner vind til Pia Kjærsgaards kulturpolitiske vejrmøllekamp.
SE FOTO Woodstock fyldte fyrre år
Der er imponerende massescener i Eric Gautiers kameraarbejde og eksempelvis autoritativt skuespil af Eugene Levy som mælkebonden, der lægger marker til millioninvasionen.
Men det hele smuldrer til billig eksotisme i Ang Lees hænder.
Instruktøren af ’Brokeback Mountain’ såvel som af ’Fornuft og følelse’ vil for meget og vil dog hver ting for lidt i ’Taking Woodstock’.
LÆS ANMELDELSE AF 'BROKEBACK MOUNTAIN' Mænd, kvinder ... bøsser
Hænger ikke sammen
Så han får aldrig sit projekt til at hænge sammen. Og ærlig talt: Woodstock uden musikken – afkald på Jimi Hendrix, Joe Cocker, Santana osv., osv. – er det ikke værre end persillesovs uden stegt flæsk til?
Skuffende er det i hvert fald at tro, man skal til Woodstock, når lokoføreren så at sige står af i Roskilde. Så med nogle få scener som undtagelse vil jeg snarest huske filmen som ’Faking Woodstock’.
fortsæt med at læse
