En mand af nobel engelsk overklasse er død. Nu skal hustruen, de voksne sønner, den øvrige familie samt venner af afdødes slægt tage den sidste afsked med manden i hans prangende hjem. Imidlertid kommer bisættelsen til at trække ud så længe, at det kniber for præsten at nå sin næste aftale.
Familieskeletterne vælter nemlig ud af skabet, inden højtideligheden er i gang. Stofmisbrug, hypokondri, homoseksualitet, løgn og bitterhed kommer til at præge begivenheden på en barok humoristisk facon i en film i stil med succesen 'Fire bryllupper og en begravelse'.
Satire uden brod
I udgangspunktet er en farce om en begravelse en o.k. idé. I 'Stor opstandelse' er det da også befriende at se nidkærheden, ærgerrigheden og hykleriet i den pæne familie udstillet sammen med de mandlige familiemedlemmers manglende situationsfornemmelse og realitetssans.
Problemet er, at man alt for ofte har regnet filmens pointer ud, inden de falder. Hvilket delvist hænger sammen med, at de fleste centrale karakterer, med liget i kisten som stum undtagelse, hænger på replikker, der lægger op til overspil. Det trækker giften ud af komedien, og satire uden brod er der ikke meget ved.
Sjovest er Alan Tudyk, der har rollen som Simon alias en ufrivilligt LSD-dopet forlovet til et af de unge familiemedlemmer. Med sit vanvittige blik og sin overdrevne gestik bærer Alan Tudyk en stor del af filmen.
/ritzau/
