Enhver krig er til syvende og sidst et spil om penge, om så de er falske. Men det er langtfra ’Forfalskerne’s vigtigste pointe, kun den selvfølgelige indsigt som ramme omkring anderledes smertelige, eksistentielle og etiske dilemmaer: valget mellem at gå efter sin egen overlevelse – eller efter sin overbevisning, om det så koster andre livet.
Dermed lægger det tysk-østrigske værk sig i forlængelse af tidligere mesterfilms opgør med en betændt fortid og undersøgelse af menneskelig styrke og svaghed under et totalitært styre.
Nazidollar
Filmen bygger på den virkelige, men underbelyste historie om et gigantisk, statsautoriseret falskmøntneri, udført for Hitlerstyret af kz-fanger. Beretningen har vi fra første hånd: Adolf Burger, der i dag er 91, har beskrevet, hvordan han og andre med de rette faglige forudsætninger blev håndplukket fra kz-lejre og samlet i Sachsenhausen: litografer, tegnere, trykkere, bankfolk.
De skulle fremstille forfalskede engelske pund og amerikanske dollar i et omfang, der på én gang kunne hjælpe den trængte tyske krigsmaskines økonomi – og underminere de allierede modstanderes ditto. Til gengæld fik folkene på projektet en overlevelsesfrist og knapt så elendig behandling som de medfanger, de så og hørte likvideringen af lige på den anden side af det plankeværk, der skjulte pengelaboratoriet.
Det fælles projekt
Mesteren blandt fangerne er den tidligere berlinske natklubejer Sally (dvs. Salomon) Sorowitz, talentfuld maler og tegner – og i forvejen professionel falskmøntner. Kart Markovic lægger sit uforglemmelige fjæs og stærke spil til denne rå, realistiske overlever, som maler trommesalsskilderier af bødlerne bare for at sikre sig det næste måltid mad. Men også med taktisk overblik beskytter de svageste i flokken og fastholder fællesskab: »Man stikker ikke en kammerat. Aldrig!«.
Dén leveregel udfordrer netop Burger ellers: Han saboterer færdiggørelsen af dollarfalskneriet for ikke at hjælpe naziøkonomien – og for at hævne sine nærmestes død i lejrene. En livstræt, men idealistisk ’ren linje’, der kan blive meget kort, da han og fem medfanger skal henrettes som kollektiv straf. Det drastiske middel føler lejrkommandanten Herzog sig tvunget til, skønt han hellere ser sig selv og fangerne som ’fælles’ om et stort projekt!
Dødspændende
Devid Striesow lægger mildt selvforelsket nedladenhed i denne major med hyggeligt familieliv og jernnæve i glacéhandsken, mens August Diehl lige så overbevisende giver den brændende idealist Burger. Men også i alle biroller som medfanger og afstumpede tyske vagter ydes der stærkt spil.
Der er måske ikke meget production value i fangepjalter og barakscenografi, men des mere i maskeringen, i forhistorien fra Berlins natteliv, og i den stramme rammehistorie, hvor vi ser Sally Sorowitz ved spillebordet i Monte Carlo, efter krigen:
Tilfældet afgør gevinst eller tab, men krig er altid dén rå gesjæft at veksle menneskeliv til magt, penge. Idealisten trodser denne afstumpethed – men kan blive den simple overlevelses værste fjende. Denne samvittighedsfulde og menneskekloge dybdeboring i dilemmaet gør ’Forfalskerne’ bogstaveligt dødspændende til sidste billede.
fortsæt med at læse
