Har de fået rotter på loftet hos Disney-Pixar? Sådan tænkte man ved de første rygter om en 3D-animationsfilm for børn med titel fra finere fransk madlavnings brug af det traditionelle provençalske bondekøkken ... Ærlig talt: Kan man forestille sig noget mindre interessant for den nulevende burger og fritter-generation af børn?
Ja, man kan! Den velfortjent oscariserede instruktør af ’The Incredibles’ trodser al logik og gør igen det søgte til det selvfølgelige: en morsom og medrivende historie om, hvordan en lille og vågen kan hjælpe en større og doven til fælles triumf, trods andres træskhed eller fantasiløshed.
Rotter i håret
Men rotter i håret har han nu, køkkendrengen Linguini. Eller rettere sagt: én rotte, med ekstremt veludviklet lugte- og smagssans samt en barndom tilbragt med læsning i mesterkokken Auguste Gusteaus værk ’Enhver kan lave mad’! Kræet kommer væk fra flokken, men finder mesterkokkens restaurant og søger tilflugt dér, forfjamsket og frændeløs – helt passende hedder rotten Remy.
Linguini har hverken evner eller selvtillid, Remy har evnerne, og restauranten har mistet nogle af sine Michelinstjerner efter Gusteaus død, hvor Skinner, en skrupelløs undermåler af en køkkenchef, nu satser på massefabrikation under det navn, der før borgede for ædel kvalitet.
Altså skal Remy – med fast greb om hårtotterne under drengens kokkehue – styre Linguini som en marionetdukke til at lave den mad, der skaffer restauranten stjernerne og kunderne tilbage og samtidig sætter en stopper for den vidunderligt griske og grinagtige Lomme-Napoleons misforvaltning af arven efter gastronomen! Gæt selv, om det lykkes.
Anmelderen smelter
At også filmen lykkes med dét plot – endda med yderligere tilløb til både en arve- og en kærlighedshistorie – skyldes Birds overflødighedshorn af gags og veltegnede bifigurer på både to og fire ben, kombineret med stramt fokus på rottens kamp for sin gode sag. Godt hjulpet af velinstruerede stemmer, god musik og gennemarbejdet scenisk design får fortællingen en varme og et vid, der forvandler ethvert blasert smagsdommeri til en lovsang over animationskunstens himmerigsmundfulde.
Vi ser endda hvordan, når selv den kræsne kokkehueuddeler i historien til slut smelter af fryd over det sublime – ratatouillen, altså – og glemmer al livstræt arrogance. Både med Peter O’Tooles oprindelige og Henning Jensens danske stemmeføring må den figur gå durk over i film- og ikke mindst kritikhistorien!
fortsæt med at læse
