I dag er det lige før, vi skal uddele kokkehuer til en tegnefilm. Selv om det ellers – på ét punkt i hvert fald – med tegnefilm har forholdt sig lige omvendt af restauranter: Mens en restaurant må gøre tydeligt opmærksom på det, hvis den gider have en særlig Børnemenu, skal en tegnefilm til gengæld råbe rigtig højt, før nogen opdager, at den (også) har noget at komme efter for et voksenpublikum.
Tegnefilm har traditionelt set været for børn. Men ikke længere: ’Ratatouille’, der er en 3D-animationsfilm om en restaurant, introducerer både et gevaldigt uortodokst menukort og endnu et skridt i disse års udvikling af tegnefilmen for alle aldersklasser. Men det burde ikke komme bag på nogen, når instruktøren hedder Brad Bird.
»Tegnefilm for et rent voksenpublikum er en logisk konsekvens af den udvikling, der er i gang«, sagde han allerede i 1999 til Politiken.
Ingen penge til tegnefilm
Han tilføjede, at Hollywood kun ville ofre en brøkdel af det budget, en Disney-tegnefilm for børn dengang kostede, på en animationsfilm for voksne.
»Det ændrer sig ikke, før vi får en film, der både er for voksne og går nye veje – og samtidig indtjener tonsvis af penge«, spåede Brad Bird videre.
Det var seks år før, han selv fik en Oscar for netop sådan en film.
Rotter i håret
Trods titlens nærliggende associationer er ’Ratatouille’ ikke historien om en rotte, der ender i gryden med grøntsagsstuvning, men derimod om en gnaver, der selv står for madlavningen.
Rotten Remy gemmer sig under køkkendrengens store kokkehue, og når den rykker og lirker i forskellige lokker af hans store krøllede hår, reagerer knægten – Linguini hedder han – næsten så viljeløst som en robot og blander de rette ingredienser i gryden.
Rotten har nemlig en exceptionelt raffineret smags- og lugtesans, der gør den til parisisk mesterkok, om end pr. vikar.
God og gevaldigt morsom
Søgt? Jo, det kan ikke nægtes, men som det fremgår af anmeldelsen fredag, er det alligevel blevet en god og gevaldigt morsom historie. Sandsynlighed i gængs forstand er ikke noget succeskriterium for tegnefilm.
Man kan vel også finde noget mere hverdagsgenkendeligt end et plot om en drengs venskab med en 15 meter høj robot fra det ydre rum, som i den bevægende, men uretfærdigt oversete ’Drengen og jernkæmpen’. Det var op til premieren på det alt for oversete svendestykke af en film om koldkrigsparanoia og fremmedfrygt, at jeg talte med Bird i 1999.
Ligefrem sandsynlig kan man vel heller ikke kalde ’The Incredibles’. Det er historien om den jævnt begavede forsikringsfunktionær mr. Parr, der med hele sin i al hemmelighed så evnerige familie kaldes ud i stram trikot til superheltebedrifter.
Den formidabelt morsomme 2005-film, der indbragte hele tre velfortjente Oscars (for årets bedste animationsfilm, årets bedste manuskript – også begået af Bird – og årets bedste lyd).
Fra Disney til ’Simpsons’
Brad Bird var selv lidt af et vidunderbarn med en blyant, da han som 13-årig kom i praktik hos en af Walt Disneys berømte ’ni gamle mænd’, Milt Kahl, der var instruktør på bl.a. ’Tornerose’, ’Hund og hund imellem’, ’Junglebogen’ og ’Robin Hood’. Allerede i 1989 kom Brad Bird til Fox Film og var med til at udvikle ’The Simpsons’ som instruktør på to episoder i 1990 og 1991 og senere som konsulent på seks andre afsnit.
Både på Steven Spielbergs tv-serie ’Amazing Stories’ og senere som konsulent på serien ’King of the Hill’ arbejdede Bird med humor for flere end børn, men det blev Warner, der gav ham chancen for en spillefilm med den håndtegnede ’The Iron Giant’ over den britiske hofpoet Ted Hughes’ science fiction-børnebog.
Nye standarder
Helt overset blev filmen ikke, for efter den blev han headhuntet til Pixar-studierne i San Francisco, hvor John Lasseter & Co. efter ’Toy Story’-succesen satsede på at sikre ’den gode historie’ som kernen i deres nye, 100 procent computerskabte animation.
Konkurrenten DreamWorks satte med ’Shrek’ i 2001 nye standarder for både computeranimation, sofistikeret selvironi og genreparodi i tegnefilm for både børn og voksne – og tvang efter sigende Oscar-akademiet til at indstifte prisen specielt for bedste animationsfilm for ikke at måtte give årets hovedpris til en tegnefilm.
Imens gik Brad Bird i gang med sit foreløbige hovedværk, ’The Incredibles’, hvor to af hans egne tre sønner nu i parentes bemærket var blevet store nok til at lægge stemmer til nogle af figurerne.
Moderne bondekøkken
Og nu har de multinationale kæmpekoncerners uransagelige veje altså bragt Brad Bird tilbage til det sted, han forlod som teenager for at få sin uddannelse på California Art Institute: Disney-Pixar.
Hans sans for den gennemarbejdede detalje kombineret med den alment menneskelige kerne i enhver historie gør ham til en af tidens fem hotteste instruktører af animationsfilm for både børn og voksne. Med i branchens fortrop, men med stor respekt for dens tradition.
»Alle, der arbejder med animation, nærer vist stor respekt for Disney, og jeg håber, min film hylder Disney-traditionen ved at være veltegnet og velfortalt og ikke holde igen på de grundlæggende menneskelige følelser. Men samtidig tror jeg, det er en fælde at gentage den samme opskrift igen og igen«, som han allerede sagde for otte år siden.
Det er samme grundfilosofi, der får rotten Remy til at revolutionere gastronomien i det traditionelle franske bondekøkken med sin ’Ratatouille’.
fortsæt med at læse
